Fortsæt til indhold

Kvickly i Ebeltoft nummer et i Danmark

Årets tilfredsheds-undersøgelse sender Kvickly i Ebeltoft på en førsteplads blandt alle kædens butikker.

Samfund

Der er godt nyt for Kvickly i Ebeltoft, der er kåret som indehaver af de mest tilfredse Kvickly-kunder i Danmark.

I den årlige kunde-undersøgelse spørger Kvickly hvert år kunder og medlemmer, hvordan deres indkøbsoplevelser i de enkelte butikker er, og hvordan butikken kan blive endnu bedre. Det valgte langt over 700 kunder at gøre i Kvickly i Ebeltoft.

»I år har vi også haft undersøgelsen ude på vores Facebook-side, så det er ikke kun vores medlemmer der har svaret, men også andre kunder, så faktisk mener vi, at undersøgelsen i år er endnu mere retvisende end de forrige år,« fortæller Jens Friis, der i en årrække har været direktør i den selvejende Kvickly i Ebeltoft.

Vi er især glade for alle de kommentarer som folk har givet. Dem skal vi have kigget igennem og lære af.
Jonas Tange, butikschef i Kvickly Ebeltoft

Glade kommentarer

Også det, mener han har været en faktor. At man er selvejende.

»Vi er styret af os selv, så der er ikke langt fra tanke til handling. Vi agerer hurtigt i markedet. og så støtter vi lokalt. Som for eksempel i foråret i år, hvor vi donerede en del af vores overskud til andre lokale forretninger under Corona-krisen,« forklarer han.

»Vi er især glade for alle de kommentarer som folk har givet. Dem skal vi have kigget igennem og lære af,« indskyder Jonas Tange, der er butikschef i Kvickly Ebeltoft. Butikken har omkring 150 medarbejdere.

I de kommentarer han har læst, bider han mærke i, at der er en god stemning i butikken og at personalet hilser oprigtigt på kunderne.

»Vi har igennem flere år oparbejdet en god kultur og selvom der hvert år er en stor udskiftning af personale, især unge der skal videre, så har vi et godt hold der behandler kunderne med respekt. Det er vi stolte over, at kunderne bemærker,« siger Jonas Tange, der sammen med Jens Friis sender takken tilbage til kunderne.

Tak til kunderne

»Vi har intet ønske om at virke selvfede og i virkeligheden er det her resultat kommet, takket være kunderne og vores personale, det er en god spiral vi er kommet ind i. Vores ambition er at fortsætte det gode arbejde og blive endnu bedre.«

De to lægger især vægt på, at personalet har lyst og overskud til at hjælpe hinanden. Det er en naturlig ting at gøre for dem.

»Vi har daglige morgenmøder, hvor en person fra hver afdeling snakker sammen om dagens udfordringer og det giver et sammenhold, når en fra non-food tilbyder at hjælpe til, hvis det brænder på et andet sted i butikken. Vi er mange ansatte og det er svært at lede alle sammen på en gang. Så det her er også takket være vores organisering af mellemlederne,« fortæller Jens Friis.

I 2020 blev det ’kun’ til en fjerdeplads i undersøgelsen.

»Vi har altid haft en del arrangementer og events i butikken, vi er en af de Kvickly-butikker i Danmark der altid har været meget aktive.

Det kunne vi ikke sidste år på grund af Corona-restriktionerne, og derfor tror vi, at vi gik en plads ned. Det store aktivitetsniveau har vi omvendt heller ikke haft i 2020, så vi håber, at førstepladsen skyldes, at kunderne virkelig godt kan lide at handle hos os.«