Politibil smadret i ulykke: Kørte galt under udrykning
Fredag formiddag forulykkede en patruljebil fra Østjyllands Politi under en udrykning.
Fredag formiddag var en patruljebil fra Østjyllands Politi involveret i et færdselsuheld på Paludan Müllers Vej i den nordlige del af Aarhus.
Patruljen ramte et træ, da den i forbindelse med en udrykning ud af Paludan Müllers Vej forsøgte at undgå en personbil, der foretog en u-vending.
Det bekræfter Østjyllands Politi over for Ekstra Bladet.
»Patruljebilen forsøger at undvige personbilen, men de rammer den og støder efterfølgende ind i et træ,« siger Janni Lundager, pressemedarbejder, Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.
Tre personer er blevet kørt væk i ambulance fra stedet efter det voldsomme uheld, men ingen skulle have pådraget sig alvorlige skader. En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge uheldet nærmere.