Tidligere FCK-boss smittet med coronavirus
Den tidligere FC København-boss Flemming Østergaard er blevet testet positiv med coronavirus.
Den tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Flemming Østergaard er blevet smittet med corona.
Det meddeler den tidligere FCK-boss selv i et Facebook-opslag søndag.
Flemming Østergaard modtog ellers for blot to uger siden sit tredje vaccine stik mod covid-19.
Men denne weekend blev den han altså alligevel ramt.
»Trods modtagelse af 3 vaccination, desværre ramt ! Pas på hinanden derude!« skriver den 78-årige Flemming Østergaard på Facebook.
Meldingen om den positive corona test kommer bare dagen efter, at Flemming Østergaard lagde et billede op på Facebook, hvor han var i selskab med to tidligere FCK-ansatte – nemlig klubbens tidligere manager Ståle Solbakken og den tidligere direktør Dan Hammer.
Til Ekstra Bladet understreger Flemming Østergaard, at alle, han har været sammen med, er blevet informeret.
Til samme medie understreger forretningsmanden ligeledes i en sms, at han stadig vil anbefale alle at blive vaccineret.
»På trods af, at jeg er smittet, anbefaler jeg alle, at blive vaccineret. Er nu isoleret i mit hjem, og har det efter omstændighederne o.k. ud over at ligne “lort”,« melder han.
Flemming Østergaard, der få år siden var igennem et kræftforløb, har ellers været meget opmærksom på ikke at blive smittet, skriver B.T.