Fortsæt til indhold

Kommunal afdelingschef rykker til Struer

Samfund

Den nuværende afdelingschef for teknik- og miljøområdet i Syddjurs Kommune skifter nu job og bliver Struer kommunes nye direktør for teknik- og kulturområdet. Det oplyser Syddjurs kommune.

Rune Asmussen blev ansat i Syddjurs Kommune i 2018.

»Først og fremmest vil jeg gerne ønske Rune Asmussen tillykke med det nye job. Rune har gjort et kompetent og stort stykke arbejde som afdelingschef her i Syddjurs. Han har fremvist en sikker ledelse på et område med stor bevågenhed fra både borgere og politikere. Tak til Rune for indsatsen og på vegne af Syddjurs Kommune ønsker jeg ham held og lykke med de nye udfordringer,« siger Udviklingsdirektør Poul Møller.

Afdelingsleder for byggeri og landbrug Britt Raaberg Hjortshøj Mogensen konstitueres i chefstillingen fra 1. januar 2022 og frem til ansættelse af en ny chef.

Den ledige chefstilling vil blive slået op i det nye år.

Før sin ansættelse i Syddjurs Kommune besad Rune Asmussen forskellige leder- og chefstillinger i Randers Kommune i knap 17 år.

Privat bor Rune Asmussen i Langå og er gift med Johanne med hvem han har to piger på hhv. 20 og 18 år. Han er en ivrig kulturforbruger, der også engagerer sig i det lokale kulturliv i Langå. Derudover er Rune Asmussen en flittig landevejsrytter.