Fanget i krydsild mellem grupperinger: Fire mænd tiltalt for drab på uskyldig mand i Vollsmose
Fyns Politi har rejst tiltale mod fire mænd i alderen 19 til 26 år for sidste års drab på den 31-årige Abdinur Mohamed Ismail i Odense-bydelen Vollsmose.
Den 31-årige Abdinur Mohamed Ismail blev sidste år et uskyldigt offer i en skudepisode mellem to stridende grupperinger fra bydelene Vollsmose og Korsløkke i Odense.
Nu er fire mænd tiltalt for drabet, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Der er tale om to 22-årige, en 19-årig og en 26-årig mand, der alle er tiltalte for drabet samt drabsforsøg på to andre mænd, oplyser politiet. De sidder alle i øjeblikket varetægtsfængslet.
Herudover er en 32-årig mand fra en anden gruppering også tiltalt i sagen. Sammen med de fire føromtalte er han tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse og for at have bragt andres liv og førlighed i fare.
Tiltalerejsningen er sket på baggrund af en meget kompleks og intensiv efterforskning, hvormed politiet har fastlagt hvem, der ifølge politiets opfattelse gjorde hvad og hvornår under episoden.
Skudepisoden, der kostede Abdinur Mohamed Ismail livet, fandt sted kort før midnat 24. juni 2020 ved boligblokken Egeparken og ifølge politiet var episoden en kulmination på en længerevarende konflikt mellem to grupperinger fra Vollsmose og Korsløkke.
Abdinur Mohamed Ismail var netop kommet hjem til sin bopæl i Egeparken, da der blev afgivet skud af personer med tilknytning til Korsløkkeparken mod den 32-årige mand fra Bøgetorvet i Vollsmose, som også er tiltalt i sagen.
Den 32-årige fra Bøgetorvet befandt sig på parkeringspladsen ved Egeparken. Han blev ramt fire gange, men overlevede. Også en hund blev ramt af skud og døde kort efter.
Da gerningsmændene fra Korsløkkeparken efterfølgende flygtede fra stedet, blev de i følge politiets efterforskning mødt af bevæbnede personer fra Bøgetorvet, hvor en af personerne afgav fire skud, hvoraf det ene ramte Abdinur Mohamed Ismail i hovedet, der afgik ved døden umiddelbart efter, oplyser politiet.
Anklageskriftet mod de fem mænd indeholder i alt ti forhold, og her kan du se det i sin fulde længde.
Sagen er forhåndsberammet med start august 2022 ved Retten i Odense.