Fortsæt til indhold

Statsministeriet indkalder til pressemøde om coronasituationen

Statsministeriet indkalder til pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet onsdag klokken 18.

Samfund

I en pressemeddelelse meddeler Statsministeriet nu, at der onsdag klokken 18 afholdes et pressemøde i Spejlsalen om den nuværende coronasituation i Danmark.

»På pressemødet vil regeringen orientere om en styrkelse af vaccinationensindsatsen samt appellere til, at endnu flere tager imod tilbuddet om revaccination,« skriver Statsministeriet.

Derudover vil myndighederne give en status på den nye coronavariant Omikron.

Der sker umiddelbart efter, at Statens Serum Institut (SSI) har oplyst, at der det seneste døgn er blevet registreret et rekordhøjt antal smittede herhjemme.

Det seneste døgn er der nemlig blevet registreret 5.120 nye smittetilfælde med coronavirus – hvilket markerer det højeste antal smittetilfælde på et enkelt døgn nogensinde i Danmark.

Det seneste døgn har der været 101 nye indlæggelser.

Det samlede antal indlæggelser på landets hospitaler stiger dog kun med seks. I alt er 439 patienter lige nu indlagt med corona.

Ved en koncert med dj’en Martin Jensen i Aalborg Kongres og Kultur Center i lørdags er der fundet coronasmitte, og der har vist sig at være tale om den nye, bekymrende Omikron-variant.

Styrelsen for Patientsikkerhed har opfordret alle de 1.500 deltagende til at blive testet hurtigst muligt i dag og igen fredag.

Det er ifølge Ritzau ikke forventningen, at pressemødet vil til at handle om nye restriktioner.

Til gengæld forlyder det, at statsminister Mette Frederiksen (S) vil give en opdatering på den nye coronavariant Omikron, der er kommet til Danmark fra det sydlige Afrika, hvor den først blev registreret.

Der er p.t. flere bekræftede smittede herhjemme med den nye variant.

Eksperter frygter, at den Omikron-varianten kan være mere smitsom end den dominerende Delta-variant og muligvis mindre følsom over for antistoffer fra vacciner.

Opdateres ...