Fortsæt til indhold

Flere familier har søgt om Røde Kors' julehjælp i år

Røde Kors oplever en stigning i antallet af økonomisk trængte familier, som har bedt om julehjælp. På landsplan er der 1.700 flere familier i år end i 2020.

Samfund

15.000 danske familier har i år bedt om julehjælp hos Røde Kors, hvilket er en stigning på 1.700 familier i forhold til julen sidste år.

Det oplyser Røde Kors i en pressemeddelelse.

»Ingen børn skal stå uden for det fællesskab og den jul, vi andre deler. De skal have mulighed for at glæde sig, fuldstændig som deres venner og klassekammerater gør det,« siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.

Røde Kors’ julehjælp er med til at give udsatte børnefamilier et vigtigt lyspunkt i en trængt hverdag. Den ekstra håndsrækning hjælper forældrene med at slippe bekymringerne for en stund og give dem mere overskud, og det giver børnene mulighed for at opleve julens glæder på lige fod med de andre børn.

Julehjælpen er dog langt mere end en god juleaften, for Røde Kors er også til stede, når julehyggen er forbi, og kalenderen atter står på hverdag.

»Når vi giver en familie julehjælp, så byder vi dem også indenfor i Røde Kors’ fællesskaber. For gennem vores sociale aktiviteter som familienetværk, ferielejre eller lektiehjælp kan vi hjælpe familierne til at danne netværk, støtte dem i deres hverdag og give dem gode og meningsfyldte oplevelser – også når julen er forbi. På den måde er julehjælpen en vigtig døråbner for at knytte kontakter og hjælpe flere udsatte familier,« fortsætter generalsekretæren i pressemeddelelsen.

I Region Midtjylland har 3.580 familier søgt om julehjælp i år, og 300 af disse familier er bosat i Aarhus, oplyser Røde Kors til Lokalavisen Aarhus. Det er ifølge en pressemedarbejder hos Røde Kors ikke muligt at sammenligne med tidligere år, da det er første gang, at hjælpeorganisationen opgør antallet på kommuneniveau.

Men gennem de seneste år er efterspørgslen efter julehjælp fra Røde Kors steget. Tilbage i 2011 uddelte Røde Kors julehjælp til 2.800 familier – det tal er således lidt over femdoblet på 10 år.