Fortsæt til indhold

I Tranbjerg vil seniorer gøre byen til Aarhus-mestre i affaldssortering

Nyt landsdækkende projekt skal få seniorer til at engagere sig i FN's Verdensmål - og på Tranbjerg Bibliotek sidder der en lille gruppe, der vil gøre Tranbjerg til foregangsbyen for affaldssortering.

Samfund

Den ældre generation går ikke op i den grønne dagsorden. Sådan kunne en lettere karikeret fordom lyde. Men det er ikke en, de køber i det sydlige Aarhus.

For står det til en lille gruppe seniorer på det lokale bibliotek, så skal Tranbjerg være de bedste i Aarhus Kommune til at affaldssortere. En målsætning, der gerne skal indfries lokalt i 2023, når aarhusianerne skal til at sortere endnu mere affald, end der bliver gjort i forvejen.

Og hvis man allerede nu synes, det er svært at afgøre, hvor hvad skal hen, så bliver valgmulighederne altså ikke færre om et års tid, når vi skal til at fordele skrald i ti forskellige rum fordelt på tre skraldespande.

Jeg bliver i det hele taget lidt vred, når jeg bliver skudt i skoene, at jeg er på en bestemt måde, fordi jeg er over 65.
Brita Bartels, tidligere lærer.

Brita Bartels har rundet de 70, er tidligere skolelærer og er en af dem, der gerne vil arbejde for, at Tranbjerg bliver et foregangsområde for affaldssorteringen, når den nye ordning kommer om et års tid. Og ifølge hende bliver man ikke det ved at have en generationskamp.

»Det her handler bestemt ikke om, vi skal lave gruppeopdelinger. Vi har et fælles formål alle sammen, og det er at få ryddet så meget som muligt op, og jeg tror ikke, de forskellige aldersgrupper har noget at lade hinanden høre for. Vi skal nok ret langt ned for at finde ”de uskyldige” i det her spørgsmål,« siger Britta Bartels.

»Der er også en masse unge i min familie, og jeg kan ikke rigtig se, at de giver køb på ret meget af deres egne fornøjelser. Det kan godt være, de siger, at de er veganer, men når jeg kigger på deres sko, så er de lavet af læder.«

Det grønne, grå guld

Fordommen om, at den ældre generation ikke går op i klimaet og bæredygtighed holder ifølge nye undersøgelser heller ikke vand. Et britisk studie fra Kings College i London kunne for nyligt konkludere, at den ældre generation er ligeså optaget af klimaforandringerne som den yngre generation og ligeså tilbøjelig til at støtte større ændringer på området.

Og herhjemme har Tænketanken Fremtidens Biblioteker også foretaget en ny undersøgelse, der endnu ikke er blevet publiceret, men som viser, at seks ud af ti borgere, der har rundet de 60 år, gerne vil bidrage aktivt til en bæredygtig fremtid.

Det er også med de tal for øje, at bibliotekernes egen tænketank nu står bag projektet ’Sammen om Verdensmålene’ - som arbejdet med affaldssortering i Tranbjerg udspringer af.

»Projektet handler om at engagere nogle af de her erfarne medborgere, som faktisk siger, at de gerne vil være med til at arbejde med FN’s Verdensmål. Og så håber vi selvfølgelig også, at projekter som det i Tranbjerg kan være med til at skabe trivsel og få nogle borgere med, der måske normalt ikke kommer på biblioteket. Eksempelvis ensomme ældre,« fortæller Kira Gilling Hansen, der er projektleder på ’Sammen om Verdensmålene’.

Ifølge hende er der en stor uudnyttet ressource i den ældre generation.

»Der er 1,5 millioner danskere, der er fyldt 60 år, og de bliver ikke allesammen bare naturligt inviteret med til alt muligt, mens der til sammenligning er mange tiltag for de unge. Og det er på trods af, at seniorerne er de mest aktive i forhold til frivillighed. Derfor ser vi også et stort potentiale i at få flere i den ældre målgruppe til at bidrage med den grønne omstilling,« siger hun.

Mangler info

I Tranbjerg kommer Brita Bartels også til at arbejde med at få flere ordentligt med på affaldssorteringsvognen - både de yngre, men også de ældre. For opgaven er et fælles ansvar, fastslår hun.

Projektet er stadig i sin spæde start, men hvordan man affaldssorterer rigtigt, og hvorfor det er vigtigt, bliver en del af den formidlingsopgave, som gruppen har sat sig for at løse.

For hun har selv oplevet i den seniorandelsforening, hvor hun bor, at der er brug for mere information på området.

»Jeg kunne se, at det med at sortere kneb gevaldigt, og det samme gjorde forståelsen af det. Det oplevede jeg gennem de snakke, jeg havde ved kaffebordene, at folk rystede på hovedet. De kunne ikke forstå, hvorfor man ikke bare kunne blande forskellige ting sammen,« fortæller hun.

For nogen vil historien fra seniorandelsforening leve op til fordommene om en ældre generation, der ser stort på genbrug og den grønne omstilling. Men det er også de vante forestillinger og den kassetænkning, som den tidligere skolelærer håber at gøre op med i sit arbejde.

»Jeg bliver snart 71, og jeg har interesseret mig for økologi, før nogen kunne stave til det. Når man får børn, kan man ikke blive fri for at tænke over det. Man kan ikke lade være. Sådan har jeg det i hvert fald. Og jeg bliver i det hele taget lidt vred, når jeg bliver skudt i skoene, at jeg er på en bestemt måde, fordi jeg er over 65,« siger Brita Bartels.

Indtil videre har gruppen på biblioteket i Tranbjerg fundet ud af, hvem der kan være hjælpere på projektet og kontaktet AffaldVarme, som de gerne vil samarbejde med.