Lydavisen har rundet 20 år
10 frivillige sørger for nyheder til alle, der har svært ved at læse en trykt avis.
I år har Norddjurs Lydavis kunnet fejre 20 års fødselsdag. Lydavisen blev startet af en gruppe frivillige i 2001 under navnet Grenaa Lydavis. Dengang og nu bliver den produceret til blinde og svagtseende eller andre, der har svært ved at læse en trykt avis. Udgifterne til fremstilling af avisen dækkes af Norddjurs Kommune via midler fra serviceloven.
Lydavisen udkommer hver uge og produceres af 10 frivillige, som mødes på skift på Grenaa Bibliotek og udvælger stof fra Lokalavisen Norddjurs. Indholdet er et bredt udsnit, som dækker blandt andet arrangementer, læserbreve, kirkenyt, lokale artikler og så videre.
I løbet af de 20 år er der sket en stor teknologisk udvikling fra kassettebånd, som skulle returneres, til en 80 minutters CD, som i dag desværre kan være op til en uge undervejs på grund af de nye regler for postomdeling.
»Derfor har vi for tiden et forsøg med en digital udgave, som brugerne kan downloade i samme øjeblik, den er uploadet. Antal brugere har gennem årene ligget stabilt omkring cirka. 60. Vi har erfaring for, at tilgængeligheden for brugerne har betydning for, om de får lyst til at afprøve Lydavisen. Derfor håber vi, at det nye digitale tilbud med friske nyheder vil betyde et større antal brugere. Endelig er det selvfølgelig også vigtigt at få udbredt kendskabet til Lydavisens eksistens. Derfor håber vi at alle, der har forbindelse til en person med et synshandicap, ordblindhed el. lign., vil gøre opmærksom på Lydavisens eksistens,« siger Ida Arno på gruppens vegne.
Sidder der personer i kommunen, der har lyst til at prøve Lydavisen, er de velkomne til at henvende sig. Hvis man har en pc, tablet eller smartphone med netforbindelse, anbefales den digitale udgave. Hvis ikke, er det stadig muligt at få tilsendt en CD med posten, der som tidligere nævnt desværre kan være fem hverdage undervejs. Henvendelse kan ske til Jette Tarnow på telefon 40172165 eller Ellen på 61506327