Ældreværkstedet: Ny formand lover at kigge på problemet
Ved årsskiftet overtager Venstres Christoffer Pedersen posten som formand for Sundheds- og ældreudvalget i byrådet i Syddjurs Kommune.
Adresseavisen inviterede ham til at komme og besøge seniorværkstedet i Tirstrup, men han ønskede forståeligt nok at vente lidt, til han har mødtes med sit udvalg.
Dog lover Christoffer Pedersen at sætte problematikken om mangel på lokaler til ældreaktiviteter i Tirstrup på dagsordenen:
»Jeg vil meget gerne tage problematikken op med det nye udvalg til drøftelse på et af de førstkommende møder, når udvalget træder sammen efter 1. januar.«
Mere økonomi
Han tilføjer, at han glæder sig til at komme i gang med udvalgsarbejdet. Blandt andet at sætte fokus på, hvad der bør kendetegne det gode ældreliv i Syddjurs, og hvordan der sikres et højt serviceniveau samtidig med, at der bliver flere ældre borgere i de kommende år.
»Jeg er ikke i tvivl om, at vi får behov for at opprioritere området, også økonomisk,« siger han og uddyber, at han ønsker, at Syddjurs Kommune skal arbejde for at bakke op om det aktive ældreliv, hvor der er fokus på fællesskab og aktiviteter, men også på sundhed og forebyggelse. Og gerne i nærområdet i det omfang, det er muligt.
Christoffer Pedersen afslutter med endnu et løfte, som vi her på redaktionen kommer til at holde ham op på:
»Jeg vil selvfølgelig meget gerne komme på besøg i værkstedet i Tirstrup til en nærmere snak om lokaleudfordringerne.«