Hvorfor kommer du i ældreværkstedet?
Birgitte Prior, 74 år, Balle
Jeg er kommet i værkstedet i fire års tid, tror jeg. Jeg elsker at være kreativ. Jeg skal simpelthen have noget mellem hænderne. Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg kom her. Jeg blev så godt modtaget. Nu kommer jeg her gerne tre dage om ugen, og jeg ville altså ikke komme afsted, hvis jeg skulle til Knebel eller Ryomgård. Mit helbred er ikke altid så godt, så afstanden er fin, og fordi det er et åbent værksted, kan jeg passe det ind efter, hvordan min dag er. Jeg ville gå til og fuldstændigt i stå, hvis jeg ikke kunne komme her. Hvis værkstedet lukker. Når man er alene, betyder det meget at have nogen at mødes med og snakke, med. Det er altid nogle gode timer her.
Jette Kildahl, 74 år, Fuglslev
Jeg har altid malet, men jeg fik lyst til at prøve andre og en masse forskellige kreative ting. Nu har jeg prøvet både træ, og glas og læder og helt nye maleteknikker. Inge (tovholder, red.) er simpelthen så dygtig til alt, så jeg lærer en masse nye ting. Jeg elsker at være her, og kommer minimum to gange om ugen. Jeg cykler fra Fuglslev, og er meget aktiv, men jeg ville være ked af, hvis vi skulle til at transportere os langt for at mødes.
Jeg har masser af venner, men det sociale her betyder meget. Her har vi samme interesser.
Bjarne Pedersen, 70 år, Tirstrup. Tovholder på træværkstedet, som er flyttet ind i den gamle vaskehal.
Værkstedet er et samlingssted for os pensionister. Det gør vores hverdag lettere og mere meningsfuld. Vi har et sted at komme, noget at gå op, så vi ikke bare hænger derhjemme. Det betyder meget for vores trivsel. Hvis de lukker os, så vil mange af os få det dårligt og måske blive ensomme, og så skal kommunen til at bruge penge på pleje. Det undgår vi ved at have sådan et sted her, hvor alle kan komme og vi hjælper hinanden. Vi hygger os, og min kone og jeg bruger meget tid her sammen.