Fortsæt til indhold

Bedemandsfirma i Ebeltoft bliver til 'Et fint farvel'

Bedemandsfirmaet 'Et fint farvel' med undernavnet Ebeltoft & Omegns begravelsesforretning er flyttet i nye lokaler i Ebeltoft på Ndr. Strandvej.

Samfund

I et par måneder har bedemand Hanna Nørager Sørensen og broderen Jan Nørager Sørensen haft overtaget Ebeltoft & Omegns begravelsesforretning efter Svend Egelund, der har haft sin synlige forretning på Reberbanen, tæt på Føtex i Ebeltoft.

Og fra 1. december har forretningen så to nyheder at fortælle.

For bedemandsforretningen er flyttet i nye lokaler på Ndr. Strandvej 42, hvor Home tidligere lå. Lejemålet ved siden af har senest huset Sallings Outlet.

»Vi syntes her er en god synlighed og vi vil gerne være et moderne alternativ til andre bedemandsforretninger, fortæller Hanna Nørager Sørensen, der sammen med broderen i utallige år har drevet både Brdr. Oest i Randers og Begravelsesforretning Nanny S Kristensen Eftf. i Grenaa.

En god adresse på Strandvejen, mener Hanna Nørager Sørensen. Her lå Home for år tilbage og i sommers lå Sallings Outlet ved siden af. Foto: Kian Johansen

Flere afdelinger

Førstnævnte overtog de efter faderen i 2014. Siden er der kommet flere forretninger til på hele Djursland og i Østjylland. Og nu tæller den samlede forretning godt ti ansatte, samt en del tidligere selvstændige bedemandsforretninger, blandt andet Bastrups Eftf. Begravelse i Hadsund, Glerups Eftf. Begravelse i Allingåbro, Søren Røndes Eftf. Begravelse i Grenaa, Rosenholms Begravelsesforretning og nu som sagt Ebeltoft & Omegns begravelsesforretning.

»Det har ikke været en planlagt ting fra vores side. De fleste af bedemandsforretningerne er traditionelle bedemandsforretninger, der er udsprunget af en snedkervirksomhed og der har vi åbenbart haft et godt navn i branchen, så de afgående bedemænd har henvendt sig til os. og så har vi aftalt en overtagelse,.« lyder det fra Hanna Nørager Sørensen.

Med det nye navn ’Et Fint farvel’ forrest i alle afdelingernes oprindelige navne, ønsker firmaet også at signalere, at man optræder anderledes end så mange andre i branchen.

»Vi vælger at beholde det oprindelige navn af hensyn til historikken og fordi vi godt ved, at de fleste har et forhold til navnet. Men vi er også en bedemandsforretning der tager kunderne alvorligt og forsøger at finde nye løsninger de ønsker de pårørende måtte have til en begravelse.«