Brix Cup bliver også offer for coronasmitten
Trods optimisme fra arrangørerne må det traditionsrige julestævne aflyses.
For 14 dage siden måtte arrangørerne af Brix MiniCup med kort varsel aflyse det store ungdomsstævne i indendørs fodbold, da smittetrykket for alvor begyndte at stige på landsplan.
Nu er det også gået ud over de voksnes rækker. Den traditionsrige Brix Cup, der normal afvikles imellem jul og nytår bliver således også offer for coronasmitten. Det fortæller Ole Hansen, der er en af arrangørerne bag Brix Cup.
»Efter at været rimeligt optimistiske med hensyn til afvikling af vores stævne har vi nu besluttet at aflyse Brix Cup 2021; primært på grund af af de stigende smitte tal og nye restriktioner. Det er rigtig træls, men vi vil ikke stå i en situation, hvor vi lige pludselig kunne være smittekilde til et større udbrud. Vi vil jo som altid gerne have, at Brix Cup er et par festlige dage og vi ved jo at specielt dag to vil hallen være fyldt og vi mener ikke at kunne forsvare at holde vores stævne på forsvarlig vis,« siger Ole Hansen.
Sport spillede ind
Arrangørerne havde givet sig selv en deadline mandag til at beslutte, om stævnet skulle afvikles eller ej.
Ole Hansen noterer sig også, at holdene indtil videre har været tøvende med at melde sig til, hvilket formentlig også skyldes den generelle usikkerhed i samfundet lige nu i forhold til større arrangementer.
Den sportslige del har således også spillet ind i beslutningen om at aflyse.
»Vi havde også en deadline i forhold til sponsorer, indkøb til hallen og personale, der skulle hjælpe til, og så har vi hele tiden sagt, at vi ikke ville holde et halvt stævne i forhold til det, vi plejer, så der følte vi også, at det sportslige spillede ind i beslutningen,« uddyber Ole Hansen.
Gør lidt ondt
Det er nu andet år i træk, at Brix Cup bliver aflyst. Dermed er det nu også andet år, at en pæn pose penge ikke når frem til ungdomsafdelingerne i Auning IF og Nørager Boldklub, som deler overskuddet fra Brix Cup.
Det vækker naturligvis også ærgrelse hos arrangørerne.
»Det er klart, at det gør lidt ondt, at vi må aflyse to år i træk. Det er jo ikke penge, vi er afhængige af for at få tingene til at hænge sammen, men der plejer at komme et pænt beløb til ungdomsafdelingerne, som er gode tilskud til forskellige ting. Og så er det også rigtig ærgerligt for hallen (Auning Idræts- og Kulturcenter, red.). Der plejer jo at være mange mennesker i løbet af de to dage, så her gør det da også lidt ondt, at to så store arrangementer må aflyses inden for kort tid,« konstaterer Ole Hansen.
Han noterer sig dog samtidig, at overskuddene i år ikke ville være af samme størrelse som tidligere, da stævnet formentlig ville have tiltrukket færre hold og færre tilskuere end normalt.