75 elever smittede efter »ukontrollabelt« udbrud på folkeskole
En folkeskole i Ølstykke har nu fået et påbud om at lukke yderligere fire årgange ned efter et »ukontrollabelt« smitteudbrud.
Siden den 29. november er der blevet konstateret 75 smittede elever samt otte smittede ansatte fordelt på i alt 19 klasser på Søhøjskolen i Ølstykke i Egedal Kommune.
0. til 5. klasse er derfor hjemsendt og skal i den kommende tid modtage fjernundervisning efter et større smitteudbrud på skolen.
Styrelsen for Patientsikkerhed har nemlig besluttet at give et påbud til kommunen om at lukke yderligere fire årgange ned på skolen.
Det skriver Egedal Kommune på sin hjemmeside.
»Det sker for at forebygge og inddæmme det udbrud af covid-19, der lige nu er på skolen,« skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Styrelsen lægger især vægt på, at udbruddet er »accelereret«, eftersom der fra den 3. til den 5. december er 44 smittede – heraf 33 smittede fra 0. til 3. klasse (inkl. fire undervisere på årgangene).
Styrelsen vurderer derfor, at der ikke er sikkerhed for, at smittekæderne er brudt, og derfor vurderes udbruddet til at være ukontrollabelt.
»Det er vigtigt, at alle nu er ekstra opmærksomme på de sædvanlige hygiejneregler, lader sig teste, og meget gerne også vaccinere, hvis det ikke allerede er sket,« siger velfærdsdirektør i Egedal Kommune, Søren Trier Høisgaard.
Forældre på Søhøjskolen modtager besked om nedlukningen via AULA.
Lukningen for 0. til 3. klasse gælder fra den 7. til den 13. december. Mens 4. og 5. klasse fortsat skal være hjemme til og med den 9. december.