Fortsæt til indhold

Antallet af anmeldelser om voldtægt er steget markant

Anmeldelser om voldtægt er steget markant i 2021. Ifølge en ekspert skal den massive stigning ses i lyset af den nye samtykkelov.

Samfund
af

Anmeldelser om voldtægt er steget markant i 2021 i forhold til de forgangne år.

Det skriver Politiken på baggrund af tal fra Rigspolitiet.

I år er der indtil videre blevet indgivet 1.973 anmeldelser om voldtægt. I både 2018, 2019 og 2020 var der tale om cirka 1.400 anmeldelser om året.

Jonas Mannov, analytiker fra Det Kriminalpræventive Råd, kalder til Politiken den opsigtsvækkende stigning for »dramatisk«.

Ifølge avisen har der de tre foregående år på intet tidspunkt været indgivet mere end 404 anmeldelser. Men alene i andet og tredje kvartal i år ligger antallet af anmeldelser på 579 og 501.

Årsagen er ifølge Mannov den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, der trådte i kraft i januar.

»Når vi ser så pludselig og markant en stigning på så kort tid, tænker jeg, at det i betydeligt omfang er effekten af den nye lovgivning og den debat, vi har haft om samtykke i samfundet. Og det er positivt, for det betyder, at der er flere overgreb, der bliver anmeldt,« siger Jonas Mannov til Politiken.

Med den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse er det blevet strafbart at have samleje med en person, der ikke har givet samtykke.

I juridisk forstand ville der tidligere ikke nødvendigvis være tale om voldtægt, selvom en person havde sagt nej.

Tidligere var det afgørende, at der var blevet brugt enten vold, trusler om vold eller udnyttelse af hjælpeløs tilstand.