Folkeoplysning: Klar til valg af nyt udvalg
Ny folkeoplysningsudvalg skal vælges for de næste fire år.
Der er valg til Folkeoplysningsudvalget.
Valget foregår mandag 13. december kl. 19, hvor alle tilmeldte mødes i byrådssalen på Fælleden, dels til orientering om udvalgets arbejde de seneste fire år, dels for at få en gennemgang af det praktiske i forbindelse med valget.
10 millioner om året
Der skal vælges 4 repræsentanter fra idrætten, 2 fra børne- og ungekorpsene, 2 fra aftenskolerne og 2 fra andre foreninger. Hertil kommer 3 politikere udpeget af Byrådet – den ene politiker skal udpeges af Kultur – Fritid – Idræts udvalget.
Michael Villadsen, som er formand for udvalget, oplyser, at Folkeoplysningsudvalget er et politisk underudvalg med omfattende kompetencer delegeret direkte fra byrådet.
Udvalget administrerer det folkeoplysende område for Skanderborg kommune i henhold til folkeoplysningsloven. Udvalgets økonomiske ramme er årligt omkring 10 millioner kroner. Beløbet fordeles til aftenskolerne, medlemstilskud til de godkendte foreninger til aktiviteter for børn og unge under 25 år samt til lokaletilskud.
»Herudover har vi en række puljer til blandt andet materialetilskud, nye anlæg eller renovering af eksisterende, tilskud til træner- lederuddannelse og nye tiltag i en forening eller på tværs af foreninger. Udvalget godkender også nye Folkeoplysende foreninger, ligesom udvalget fastsætter retningslinjer for fordeling af haltimer. Som noget nyt i 2021 har vi fået en pulje tilegnet foreningernes aktiviteter for aldersgruppen 70+ år. Samt en pulje der yder tilskud til de foreninger, der har ekstraordinære udgifter pga. Covid-19.
Støtter foreningslivet
Udover at administrere Skanderborg kommunes tilskud til foreningslivet støtter vi nye eller eksisterende foreninger, som gerne vil lave tiltag på det folkeoplysende område. Og hvad er så folkeoplysning? Det er demokratidannelse, og det at medborgere indgår i et aktivt fællesskab og et aktivt medborgerskab«, lyder det i en pressemeddelelse fra Michael Villadsen.