Aflyste julefrokoster: Restauratører overlever, men savner klar udmelding fra myndighederne
Flere af restauratørerne på Mols mærker konsekvenserne af sidste uges corona-pressemøde på både godt og ondt. Situationen er til at håndtere, men der er frustration at spore over mangel på tydelige regler for julefrokosterne.
Igen i år påvirker corona-virussens genopblussen julen. Siden starten af november har flere virksomheder taget sig deres forholdsregler, og aflyst årets julefrokost. Det kan mærkes hos restauratørerne. Særligt efter corona-pressemødet sidste onsdag.
»Jeg har ikke bestilt varer til i morgen, for jeg kan ikke bruge ti spande sild til noget som helst, hvis vi ikke har julefrokoster. Derfor trækker vi det hele tiden ud, og står og laver tingene i sidste øjeblik for tiden. Vi har ikke fået de store aflysninger indtil videre, men det skal nok komme efter i morgen.«
»Vi har en tom restaurant. I dag skulle vi have haft fuld restaurant og masser af mad ud af huset, og nu har vi kun to selskaber på 12 og 13 personer.«Karen Kjærgaard, ejer, Karens Køkken
Sådan lød meldingen fra Karens Køkken i Ebeltoft inden onsdagens pressemøde. Indtil videre er det særligt de helt store julefrokostarrangementer, der er blevet aflyst. Derfor er de cateringvirksomheder, selskabslokaler og restauranter, der henvender sig til de små og mellemstore selskaber, som eksempelvis Karens Køkken, sluppet billigt indtil videre.
Det ændrede sig dog med onsdagens pressemøde.
Maden går til spilde
»Vi har fået masser af afbud som forventet, så hvis du mangler brunede kartofler og karry salat så kan du bare sige til,« sagde Karen Kjærgaard, der driver Karens Køkken, fredag efter pressemødet.
Karens Køkken er en restaurant, der på mange måder er bundet op på selskaber. Derfor kan de særligt mærke konsekvenserne af pressemødet på havnen i Ebeltoft.
»Vi har en tom restaurant. I dag skulle vi have haft fuld restaurant og masser af mad ud af huset, og nu har vi kun to selskaber på 12 og 13 personer.«
Selvom madbestillingerne de seneste dage er blevet udskudt så længe som muligt, så betyder de mange aflysninger alligevel, at restauranten lige nu ser ud til at brænde inde med en masse mad de ikke kan bruge i andre sammenhænge.
»Rødkål, risalamande, sild og karry salat... Der er jo meget forberedelse i julemad. Vi forsøger at sælge det her i weekenden, og noget kan fryses, men ellers ved jeg ikke, hvad vi gør med det på nuværende tidspunkt.«
Turbo på take-away
Hos Birkehuset aflyste de allerede de store julefrokoster for flere uger siden. Derfor har pressemødet ikke haft de store følgevirkninger for dem, fortæller Christian Kjærgaard, der ejer og driver Birkehuset samt kroen Mellem Jyder sammen med sin kone Christina Kjærgaard.
»På vores lille kro er bordene til 4-15 personer. Der oplever vi, at en en gruppe på ti ringer, og siger, at de bliver to mindre, eksempelvis på grund af corona. Det er mere ligesom under normale omstændigheder kan man sige. Så for vores vedkommende har det ikke haft nogle store konsekvenser for vores bestillinger i huset.«
Tilgengæld har de oplevet store ændringer på bestillinger ud af huset. På den gode måde.
»Vi har haft næsten en fordobling af take-away, hvor vi også har de små hold på 4-15 personer. Forretningen kommer ud af huset i stedet for ind i huset, så på den måde, er det fint for os.«
Firmaer i klemme
På Fuglsøcentret i Knebel er de også sluppet billigt. De afholdte nemlig deres sidste julefrokost weekenden inden pressemødet.
»Sidste weekend, der forsvandt nogle bookings. Der var en del, der ikke kom på grund af corona. Vi har ikke rigtig så mange arrangementer planlagt over julen, udover en koncert, som ikke bliver ramt af restriktionerne, så jeg vil sige, at pressemødet er ikke noget, der påvirker os særlig slemt,« sagde Peter Brinks, direktør for Fuglsøcentret og Fuglsø Koncerter.
»Vi skal nok klare det. Det betyder jo også, at vi rent faktisk får lidt fri den her jul. Der bliver tid til at købe julegaver, og der bliver tid til at være sammen med familien på en anden måde for en gangs skyld.«Karen Kjærgaard, ejer, Karens Køkken
Virksomheden har tilgengæld set sig nødsaget til at aflyse deres egen julefrokost. Samtidig fremhæver Peter Brinks, at han ikke mener, at sundhedsmyndighedernes udmeldinger har været helt fair.
»Hvis man meldte klart ud, at det er forbudt at holde julefrokost, så havde virksomhederne ret til kompensationer, samtidig lægger man ansvaret over på kunderne og virksomhederne i stedet for at sige, at det er et lovgrundlag.«
Usikre kunder
De betragtninger er Karen Kjærgaard på mange måder enig i. Hun er bare taknemmelig for, at hun ikke baserer hele sin forretning på julefrokoster, siger hun. Samtidig er det dog frustrerende, at opleve kunder, der er i vildrede.
»Det bliver ligesom mig, der skal tage beslutningen for folk, hvis de er i tvivl. Nogle har det måske lidt dårligt med at komme, når der er blevet meldt ud som der er. Det er sådan lidt dårlig stil at holde julefrokost, sådan fornemmer jeg folk har det.«
Derfor så hun også hellere, at der var blevet meldt ud fra myndighedernes side, at de besluttede, at der ikke skulle holdes julefrokoster.
»Jeg har fået to buketter i dag fra folk, der har aflyst deres julefrokoster, fordi de har dårlig samvittighed. De ved nemlig, at det er mig, der kommer til at stå med regningen. Folk er kede af at aflyse, men på den anden side, kan de heller ikke rigtig gøre andet.«
Karen Kjærgaard vælger dog at se det positive i situationen.
»Vi skal nok klare det. Det betyder jo også, at vi rent faktisk får lidt fri den her jul. Der bliver tid til at købe julegaver, og der bliver tid til at være sammen med familien på en anden måde for en gangs skyld.«