Der er gået ged i gaverne
Folkekirkens Nødhjælp fandt i 2006 på at give danskerne mulighed for at give en ged i gave. Ideen slog an og i dag tilbyder mange forskellige organisationer mulighed for at give såkaldt ”velgørenhedsgaver”.
For 15 år siden kom Folkekirkens Nødhjælp for første gang med opfordringen ”Giv en ged”. Som alternativ til køkkentøj, legetøj og undertøj gav organisationen mulighed for, at danskerne kunne købe et gavebevis på en ged, som ville blive skænket til en familie i et uland.
Ideen, som i øvrigt kom fra England, slog i den grad an, og nu kan man ud over geder give for eksempel høns, klimamursten og skolebænke. Folkekirkens Nødhjælp alene har over 20 ideer til det, som man kalder ”velgørenhedsgaver”, og andre danske organisationer har taget ideen op.
Selvom geden har fået konkurrence af andre ting, nyder den stadig en særlig status, fortæller Christina Pedersen, der er presserådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.
»Geden er stadig den klart mest populære gave hos danskerne, ingen tvivl om det. Inden for de sidste tre år har vi introduceret forskellige klimagaver, som også er blevet populære, men geden er stadig nummer et. Det er geden, danskerne kender bedst,« siger Christina Pedersen.
Andre fulgte efter
Andre organisationer er gået samme vej som Folkekirkens Nødhjælp og udbyder velgørenhedsgaver til mennesker, der gerne vil støtte.
Hos Læger uden Grænser kan man for eksempel støtte indkøb af et Fødselskit, som kan hjælpe til at bringe et barn sikkert til verden. Kittet indeholder alt, hvad der skal bruges af medicinsk udstyr til en normal fødsel: Pincetter og sakse til at klemme og klippe navlestrengen, steril gaze og essentielt sterilt medicinsk udstyr.
”Giv en julegave med mening, ” skriver hjælpeorganisationen Care på sin hjemmeside. Her kan man for 803 kroner give en familie i Afrika eller Sydøstasien en hel køkkenhave med vand, frø og jord.
Ønsker man at bevare et stykke regnskov, kan man købe julegaven hos organisationen Verdens Skove. Betaler man med 214 kr. er donationen med til at bevare af 500 kvm regnskov. Ved at bevare regnskoven, er man samtidig med til at spare atmosfæren for CO2. 500 kvm regnskov svarer til 31 tons CO2 ækvivalenter.
Verdens Skove kom først
Verdens Skove kom i virkeligheden først med velgørenhedsgaver. Siden 1987 har over 200.000 danskere direkte støttet bevarelsen af regnskov via Verdens Skoves regnskovscertifikater. Som resultat står store områder af regnskov i Costa Rica, Ecuador og Nicaragua tilbage den dag i dag.
På sin hjemmeside reklamerer Verdens Skove for rejser til Costa Rica, hvor man kommer over og besøger nogle af de områder af regnskoven, som er blevet bevaret ved hjælp af regnskovscertifikaterne.
Dermed er der mulighed for at rejse over og se, at den skov, man har betalt for at bevare, rent faktisk også findes.
Cirkulær nødhjælp
Det gør den, og det samme gælder gederne, forsikrer Christina Pedersen fra Folkekirkens Nødhjælp.
»Pengene er øremærket til at købe en ged for, men når vi laver udviklingshjælp, gør vi det, så det er mest langsigtet og bæredygtigt, så når du køber en ged, er det ikke ensbetydende med, at én familie får en ged. Ofte går vi ind og hjælper en hel landsby eller et helt område, og familierne får ofte mere end en ged, så de kan formere sig og få kid, som familien kan sælge videre,« siger Christina Pedersen og fortsætter:
»I mange lande er gedemælken også af høj værdi, så det gælder om både at have han- og hungeder. Vi vil gerne gøre hjælpen cirkulær, og derfor får familierne som regel også en køkkenhave, hvor de kan bruge gedelorten, som er en virkelig effektiv gødning.«
Ud over at donere geder og køkkenhaver, søger Folkekirkens Nødhjælp og deres lokale samarbejdspartnere også for undervisning i røgt og pleje af såvel dyr som planter.
»Så det er ikke bare en ged, man får, og det er vigtigt for os at fortælle,« siger Christina Pedersen.
Alt kan ikke øremærkes
Nogle nødhjælpsorganisationer har udtrykt betænkeligheder ved at binde alt for mange midler i projekter som ”Giv en ged”, fordi organisationerne risikerer at miste muligheden for at agere fleksibelt i nødsituation, hvis mange midler skal gå til et bestemt formål.
»Vi vil helst ikke lave alt øremærket, men Giv en ged-kampagnen står stadig kun for seks til syv millioner kroner af de penge vi får ind om året. Samtidig er geden et vigtigt middel for os til at komme ud til den brede befolkning, Det er kun en lille del, men det er en vigtig del,« siger Christina Pedersen.
Madbilletter til hjemløse
Ikke alle velgørenhedsgaver retter sig mod fjerne lande. På siden madbillet.dk kan man købe madbilletter og dermed give et bidrag til, at Morgencafé for Hjemløse kan servere måltider for hjemløse og socialt udsatte.
Morgencafé for Hjemløse er et helle for mange af Københavns mest udsatte borgere. Her kan de få hjemmelavet mad, varmt tøj og en sovepose. Morgencaféen har desuden en lang række sundhedstilbud, juridisk rådgivning og megen anden hjælp til at komme videre i livet.
»Morgencaféen lægger vægt på at anerkende de hjemløse ved at vise, at samfundets dårligst stillede også har værdi. Derfor forsøger vi at støtte de hjemløse til bedre at kunne tage vare på deres eget liv og styrke deres deltagelse i samfundet,« skriver morgencaféen.