Eventsted frygter lukning af natteliv: »Det ville være et kæmpe slag i ansigtet – én gang til«
Partner og stifter af eventstedet Savværket i Aarhus, Søren Johansen, gruer for endnu en lukning af nattelivet. To store julefrokoster den kommende weekend risikerer at blive aflyst.
»Det var noget af det, vi havde frygtet allermest.«
Sådan indleder Søren Johansen, partner og stifter af eventstedet Savværket i Aarhus, med henvisning til de skrappe restriktioner, der potentielt kan blive en realitet efter onsdagens pressemøde i Statsministeriet.
Restriktioner, der ifølge en række medier – heriblandt TV 2 – kan ramme nattelivet allerede fra fredag den 10. december.
Ifølge TV 2 anbefaler Epidemikommissionen bl.a. en lukning af nattelivet – herunder natklubber, diskoteker og lignende, hvor der er dansegulv – samt lukning af indendørs og udendørs serveringssteder fra midnat og frem til klokken 05. Dertil er der meldinger om et forbud mod at samle flere end 50 stående gæster ved indendørs koncerter, forestillinger, forevisninger og lignende.
I Aarhus vækker udsigterne til endnu en hel eller delvis nedlukning af nattelivet stor bekymring.
For eventstedet i Højbjerg har ellers med stor entusiasme set frem til sæsonens to vigtigste weekender med store julefrokoster. Fredag den 10. december har det nemlig længe været planen, at Savværket skal huse godt 1200 gæster til en række julefrokoster (godt nok fordelt i mindre grupper). Dagen efter er der planlagt arrangementer for 600 gæster.
Julefrokoster, der nu kan risikere at blive aflyst – med to dages varsel.
»Vi har alle sammen en interesse i at få bugt med corona. Men er der én branche, der har været spændt hårdt for, så er det dælme underholdnings- og nattelivs branchen – os, der ikke har andre indtjeningsmuligheder end at samle mennesker i større forsamlinger. I halvandet år (under sidste nedlukning, red.) havde vi en nedgang i omsætningen på lige godt 99 procent. I den periode modtog vi rigtigt nok en ganske fin hjælpepakke, der dækkede omkostninger for cirka 80 procent. Hver dag i halvandet år kostede det os med andre ord penge at gå på arbejde,« siger Søren Johansen og fortsætter:
»Nu havde vi endelig set frem til en sæson, hvor vi omvendt kunne tjene penge og bringe regnskaberne i ro og balance. I stedet bliver det et kæmpe slag i ansigtet én gang til – et ekstra hårdt slag.«
Gør ekstra ondt mentalt
På Savværket holder man i øjeblikket vejret.
Og skulle endnu en nedlukning af nattelivet trods alt blive en realitet, så håber Søren Johansen, at kompensationsordningerne ligeledes bliver genoptaget.
»Tanken om, at de (kommende, red.) julefrokoster nu med stor sandsynlighed vil blive aflyst, betyder, at vi i stedet vil stå tilbage med omkostninger, som aldrig vil blive dækket af kompensationsordninger. Ordninger, som de (regeringen, red.) forhåbentlig genoptager – for ellers er der nogle i branchen, som ikke overlever det her. Det er helt sikkert,« siger Søren Johansen, der dog selv understreger, at Savværket nok skal klare sig helskindet igennem endnu en nedlukning.
»Men skal vi have en chance for at overleve, er der nødt til at være kompensationsordninger, der ikke bare dækker en procentdel af vores omkostninger. Det skal være ordninger, der rent faktisk holder os i live.«
»Igen går det igen kun ud over én branche – og det er vores. Det gør da også ekstra ondt mentalt. Vi har løbende haft omkostninger til projektansættelser, som vi også har skullet dække af indtjeningen, som vi nu ser ud til at miste med to store, aflyste julefrokoster – den kommende weekend og weekenden efter,« siger Søren Johansen.
Brancheorganisation undrer sig
På et pressemøde tirsdag pegede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ligeledes på, at man med fordel bl.a. kunne overveje en lukning af nattelivet. Brostrøm understregede dog, at det er en politisk beslutning.
På pressemødet i Spejlsalen kan det meget vel blive en realitet set i lyset af den stigende smitte herhjemme, hvor især den nye, bekymrende Omikron-variant spreder sig med stor hast.
Brostrøms udmelding tirsdag blev mødt med undren fra Horesta, brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turismeerhverv.
Til Lokalavisen.dk sagde politisk direktør i Horesta tirsdag:
»Vi skal ikke udfordre sundhedsmyndighedernes anbefalinger, vi synes bare, man skylder et svar. Når vi er den branche, der skal tage de økonomiske tæsk, hvis det bliver en realitet, så synes jeg, det er fair nok at kræve en forklaring på, hvordan det er nattelivet, der skal gøre, at børnene bliver mindre smittet,« siger Kristian Nørgaard.
»Flere smittede børn? De kommer altså ikke på natklubberne,« siger han.
»Alvorlige konsekvenser«
Hos Dansk Erhverv frygter direktør Brian Mikkelsen, at pressemødet i Statsministeriet i værste fald kan ende med en total nedlukning.
Lige nu afventer Dansk Erhverv onsdagens pressemøde og selvfølgelig Epidemiudvalgets beslutning. Men skulle det ende med endnu en større nedlukning, vil det potentielt kunne få alvorlige konsekvenser for erhvervslivet. Sådan siger Brian Mikkelsen til Ekstra Bladet.
»Jeg synes ikke, vi skal lukke noget som helst ned i det danske samfund. Vi har håndteret coronasituationen rigtig godt. Hvis man begynder at lukke endnu mere ned, så mister man legitimiteten bag beslutningerne,« siger Brian Mikkelsen.
»Vi har i forvejen indført hårde restriktioner i samfundet. Vi har mundbind og coronapas, og det skal vi fortsætte med, fordi vi sammen bekæmper corona. Men vi skal ikke begynde at lukke forretninger og virksomheder ned. Det koster arbejdspladser. Og det koster velfærd,« siger han.