Fælles kickoff for samarbejde om fremtidens Tilst Skole
Onsdag er der møde med fokus på udviklingen af Tilst Skole som et attraktivt skole- og fritidstilbud og som samlingssted for lokale aktiviteter og fællesskaber
Nu skydes en visionsproces og et lokalt samarbejde i gang om at udvikle Tilst Skole som samlingspunkt for bydelen.
Alle borgere i Tilst - forældre, aktive i foreninger og lokale med idéer til lokale arrangementer eller interesse for den lokale udvikling - inviteres til et kickoff-møde om projektet, hvor der med fælles inspiration skal være plads til spørgsmål og gode idéer.
Byrådet har afsat midler - 62 millioner kroner - til at løfte skolens bygninger og udearealer, og kickoff-mødet er en mulighed for at komme helt ind i værkstedet.
Jubel på forstadsskole: 62 millioner kroner til istandsættelse
Ved kickoff kan deltagerne høre skoleleder på Tilst Skole, Lone Jørgensen, og Fritids- og Ungdomsskoleleder i UngiAarhus Vest, Rasmus Brandt Lauridsen, fortælle om udviklingsprojektet, projektets rammer og samarbejdet med lokale borgere og aktive i Tilst og Langkær.
Byplanlægger Rasmus Cassøe fra Grandville supplerer med et oplæg om en byudvikling, hvor skole og fritidstilbud er i centrum, mens Kasper Kjeldgaard Stoltz fra NERD Architects fortæller om demokrati i skole og fritid, og om hvad pædagogik og dannelse betyder i samfundet.
Undervejs er alle velkomne til at skrive overvejelser, spørgsmål og ideer ind i chatten.
Kickoff-mødet begynder onsdag 24. marts klokken 16.30-18, og alle kan deltage online på Teams via dette link
faktaboks: Baggrund
Aarhus Byråd har sat flere initiativer i gang for at udvikle bydelen Tilst og Langkær. Blandt andet har byrådet afsat 62 millioner kroner til at løfte Tilst Skole med udearealer, stier og legeplads. Planen er at koble udviklingen sammen med et nyt dagtilbud ved Tilst Skole og renovere den pædagogisk ledede legeplads Langkær. Desuden har byrådet afsat midler til nye sports- og idrætsfaciliteter, grønne områder og mødesteder.