Fortsæt til indhold

Få nye venner til jul og nytår

Fællesskabsplatformen Boblberg.dk åbner sammen med Røde Kors for tredje år i træk op for Julevenner.dk og i år for første gang for Nytårsvenner.dk.

Samfund
gs

Især højtiderne minder os om, hvis noget er svært. Det er måske ikke højtiden i sig selv, men derimod følelsen af ikke at være en del af fællesskabet.

Omvendt kan man også sidde med et overskud til at åbne sit hjem, og invitere en eller flere gæster hjem, eller også vil man bare gerne opleve noget nyt i selskab med nye mennesker.

I år har Boblberg.dk og Røde Kors derfor gjort det muligt at finde et sted at holde jule- eller nytårsaften, eller invitere en ekstra gæst om jule- eller nytårsbordet, så ingen skal sidde ufrivilligt alene hverken til jul eller nytår.

Vært eller gæst?

Med under en måned til juleaften er mange i fuld gang med juleplanlægningen, men desværre er der alt for mange danskere, der holder jul ufrivilligt alene.

Boblberg.dk og Røde Kors har på Julevenner.dk gjort det muligt, at man enten kan melde sig som julevært med ønsket om at åbne sin dør juleaften, eller melde sig som julegæst med ønsket om at finde nogen at fejre jul med. Værter og gæster kan selv finde hinanden, men det er også muligt at få Røde Kors til at finde et julematch.

Vær med til at skabe fællesskaber i julen ved at melde dig som julevært- eller gæst lige nu på Julevenner.dk, lyder opfordringen i en pressemeddelelse.

Nyt til nytår

”Nytår” er et af de mest søgte ord blandt Boblbergs 400.000 brugere, og de har derfor lyttet til brugernes efterspørgsel og lanceret Nytårsvenner.dk – en ny mulighed til at finde nye mennesker at fejre nytåret med.

Der kan være mange grunde til, at man søger nogen at tilbringe nytårsaften sammen med. Det kan være, at man allerede har planlagt sin nytårsaften, men har plads til et par ekstra gæster, at man skal sidde alene derhjemme, fordi man ikke har kontakt til sin familie eller venner, at man er nysgerrig på, hvordan andre holder nytår, eller også vil man måske blot prøve noget nyt og finde andre at springe ind i det nye år med. Grundene kan være mange, men lige meget hvilken kan alle blive nytårsvenner.

Gå på opdagelse i nytårsboblerne, og find dem du vil tilbringe nytårsaften med, eller opret din egen nytårsbobl på Nytårsvenner.dk.