Polestar lancerer næsten færdig topmodel på Youtube
Mærket kører en mini-dokumentarserie på Youtube, hvor man tydeligt kan se, hvordan den nye Polestar 5 kommer til at tage sig ud. Bilen bliver konkurrent til blandt andet Audi e-tron GT.
Der er mange muligheder for at vise, hvad man er på vej med af nye biler.
En af de mere raffinerede kommer fra Polestar, der har lavet sin egen dokumentarserie på Youtube, som giver et indblik i tilblivelsen af den kommende Polestar 5.
Her kan man få en idé om, hvordan udviklingsprocessen foregår og ikke mindst de kreative processer, der møder en stribe praktiske udfordringer, når de vilde idéer fra Precept-konceptbilen, der er gået forud, også skal kunne realiseres.
»Med Precept-dokumentarserien gør vi bevidst noget, som man normalt ikke ser bilmærker gøre - nemlig at gå ”behind the scenes” og give fuld gennemsigtighed i forhold til, hvordan vi bringer denne fantastiske konceptbil til virkelighed,« siger Thomas Ingenlath, der er CEO hos Polestar.
Det er sjældent, at en bilfabrik giver et indblik i udviklingsprocessen på denne vis, selv om blandt andet.
BMW har gjort det for år tilbage.
Som man kan se i videoen og det efterfølgende billede, har den produktionsklare model en bemærkelsesværdig lighed med Precept-designstudiet, inklusive den specielle bagklap, der ser ud til at have et mikroskopisk vindue - vil den udelukkende stole på kameraer i stedet? Det bliver vi måske klogere på, når bilen, der bliver konkurrent til blandt andet Audi e-tron GT, Mercedes-Benz EQS, Porsche Taycan og topudgaverne af Tesla Model 2, vises på det kommende motorshow i New York. Det åbner den første uge i december.
Vi får også et kig ind i Polestar 5, hvor vi kan få øje på en stor, vandret betjeningsskærm og en klynge af digitale instrumenter - præcis som på Precept.
Videoen giver os det nærmeste kig endnu på bilen på vej til produktion ved at følge bl. a. Polestars eksteriørdesignchef, Nahum Escobedo, på arbejde.
Når det er sagt, er der dog flere ændringer i forhold til konceptet. F.eks. er designstudiets bagerste omvendt hængslede døre skiftet ud med nogle mere konventionelle af slagsen, dørhåndtagene er større, og sidespejlene ser noget mere ordinære ud.
Man skal også være opmærksom på, at bilen er vist i en udgave, der har ”produktionen i tankerne”, som firmaet formulerer det, så der kan komme mindre ændringer hen ad vejen.
Andre modeller
I takt med at Polestar 5 ser dagens lys, bliver der samtidig stillet skarpt på de øvrige nye Polestarmodeller, som er på vej.
De vil tage udgangspunkt i topmodellens skarpe design, og den første kommer allerede til næste år i form af Polestar 3. Her er der tale om en søstermodel til Volvos store elbil, der på sigt skal afløse XC90, baseret på den helt nye platform udviklet til elbiler.
»Den vil have samme størrelse som den næste generation af Volvo XC90, som også vil være en fuldt elektrisk model,« siger Thomas Ingenlath.
Begge udvikles på Volvos nye modulopbyggede SPA2-platform, og begge vil blive bygget på Volvos fabrik i Ridgeville, South Carolina. Konkurrenterne er blandt andet Audi e-tron, BMW iX og Tesla Model X.
Mens den store Volvo formentlig bliver med op til syv sæder, bliver Polestar 3 med fem sæder.
Der bliver også valg imellem baghjulstræk og firehjulstræk.
I 2023 kommer Polestar 4, der bliver en mere kompakt og ikke mindst væsentligt billigere model. Det bliver angiveligt en højere udgave af Polestar 2, og den skal også fremstilles i Kina.
Konkurrenterne her bliver formentlig blandt andet Tesla Model Y.
Tretrinsraketten stryger helt til tops i 2024, når den færdige Polestar 5 kommer på markedet, men det sker formentligt først i slutningen af det år.