Fortsæt til indhold

Ånden fra Maranello er intakt i vild Ferrari

Ferrari er klar med den tredje historisk inspirerede SP-model, der i modsætning til forgængerne kan bruges som gadebil overalt, og så byder den på en helt klassisk V12-motor.

Samfund
Jens Overgaard

Selv om den firehjulede verden bliver fortsat mere elektrisk, er der stadig plads til klassisk italiensk skønhed fra øverste hylde. Det er den nye Ferrari Daytona SP3 et klart eksempel på.

Den nyeste model fra bilsnedkerne i norditalienske Maranello indeholder helt naturligt en stribe af de elementer, som typisk giver hver model ikonstatus. Det handler om klare tråde til den stolte forhistorie, forførende design og en potent motor, som her er en klassisk 6,3 V12-centermotor, der yder 840 hk.

Den nye Daytona SP3 følger Monza SP1-og SP2-modellerne, som er en del af den såkaldte Icona-serie, der genfortolker historiske motorsportsmodeller fra Ferrari.

SP3-navnet er hentet fra de navnkundige 330 P3-og P4-modeller, som hentede store sejre på Daytona-banen i Florida tilbage ved World Sports Car Championship i 1967, hvor Ferrarimodellerne besatte første-og andenpladsen.

Teknikken under det lette karrosseri i kulfiber er hentet fra hypermodellen LaFerrari, hvor V-12’ eren har lidt mindre slagvolumen og får elektrisk hjælp. Det er ikke tilfældet her, hvor motoren leverer et moment på 697 Nm, når stemplerne piskes op til vilde 9.500 omdr. Her er bl. a. brugt plejlstænger lavet af titanium for at få vægten ned. I det hele taget er der hentet masser af stumper fra mærkets Formel 1-afdeling.

Lynhurtig

Kræfterne overføres med en syvtrins automatgearkasse med dobbeltkobling, som bringer bilen på små 1.500 kg op til 100 km/ t. på bare 2,85 sek., mens topfarten er over 340 km/ t.

Den slags fossildrevne præstationer hører måske fortiden til, men er et must i en Ferrari, hvor lydkulissen er en del af oplevelsen, som ofte foregår på en bane til trackdays.

Alle 599 eksemplarer er da også allerede afsat til de velhavende kunder, som er klar til at betale 2 mio. euro - eller 15 mio. kr. - før danske afgifter.

Til gengæld får de så en bil, der faktisk er godkendt til at køre på offentlig vej. Ferrari-fabrikkens folk har især satset på at sælge den til connaisseurs, som i forvejen har de mere baneorienterede Monza SP1-og SP2-modeller, der i visse regioner, som f.eks. i USA, ikke må køre på gader og stræder.

Designhints

Her er der også helt naturligt designmæssige ligheder med det historiske ophav. Det gælder f.eks. sommerfuglehængslede døre med store luftindtag, flytbart targatag og sidespejle, som er monteret langt fremme på skærmene. Bagenden er til gengæld ren science fiction, og designet her ligner noget, der kunne være på en elektrisk sportsvogn, hvis det ikke var for de to kantede udstødningsrør.

Udformningen er lavet, så bagenden giver den størst mulige downforce uden en kæmpe spoiler, som på nogle modeller er aktiv og kan justeres elektrisk.

Inden døre er også tråde til fortiden. Racersæderne med blåt betræk er lavet i samme design som sportssæderne fra 1960’erne.

De er boltet fast, mens pedalerne i bunden i bedste racerstil kan skubbes frem eller tilbage.

Det lille sportsrat har naturligvis den kendte ”Manettino”-kontakt, som styrer bilens opsætning.

Der er med andre ord masser af ånd for pengene.