Syddjurs: Skoleeleverne får ikke forlænget juleferie
Skolerne i Syddjurs kender turen og er klar til at levere både fjernundervisning og nødpasning fra 15. december.
Et folketingsflertal har besluttet, at alle landets skoleelever sendes hjem fra den 15. december grundet coronasituationen og de stigende smittetal.
Det er op til kommunerne at beslutte, om eleverne skal fjernundervises eller sendes på tidlig juleferie.
De kommuner, som beslutter at give eleverne forlænget juleferie, skal tage højde for, at de aflyste undervisningstimer skal indhentes senere i skoleåret for at leve op til fagets årsnorm.
Reglerne om det samlede undervisningstimetal i dette skoleår er 1.100 undervisningstimer for eleverne i børnehaveklassen til og med 3. årgang, 1.320 timer for 4. til 6. årgang og 1.400 timer for 7. til 9. årgang.
Syddjurs kører på
I Syddjurs bliver der ikke noget af at gå tidligt på juleferie.
Opgaven kender skolerne udmærket fra tidligere. Den består af to spor.
1. Kommunerne skal sikre fjernundervisning og arbejde med at understøtte klassefællesskabet
2. Sikre et tilbud for de børn, der af den ene eller anden årsag har behov for at møde på skolen
Efter skolernes ferieplan får eleverne juleferie fredag 17. december.
»I denne sammenhæng er det i år heldigt, vi har en lidt lang juleferie, så det kun drejer sig om 3 dage før den ellers planlagte juleferie, hvor undervisningen skal køre efter de bestemmelser, der er knyttet til hjemsendelsen,« siger skolechef Per Viggo Larsen, Syddjurs Kommune.
Hvis forældre eller skolen vurderer, at en elev har brug for at komme i skole, er skolerne åbne for dem,Per Viggo Larsen, skolechef
Nødundervisning
«Når eleverne sendes hjem fra på tirsdag. overgår skolerne til nødundervisning Det betyder, at der er mange elever, der modtager fjernundervisning i deres hjem, mens der stadig vil der være elever, der fortsat møder fysisk op til undervisningen på skolen. Hvis forældre eller skolen vurderer, at en elev har brug for at komme i skole, er skolerne åbne for dem,« forsikrer skolechefen.
»Det samme gælder forældre, der har brug for nødpasning i 0. -4. klasse og i vores SFO. På den måde bliver hjemsendelsen forhåbentlig af mindre indgribende karakter i denne omgang. Det er rigtig vigtigt for elevernes læring og trivsel, at deres hverdag kører i et velkendt mønster og netop fysisk sammen med både kammerater og lærere og pædagoger. Det er her langt de fleste trives og udvikler sig.«
Per Viggo Larsen lover, at lærerne er klar til at iværksætte den undervisning, eleverne har krav på de 3 dage, hvor de fleste må sidde hjemme bag skærmen i deres hjemmelaboratorium.