Fortsæt til indhold

Nu kommer der bedre forhold for demensramte og senhjerneskader i Norddjurs

Omfattende plan for ældreboliger i Norddjurs er vedtaget

Samfund

Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune godkendte i går, onsdag 16. marts, en ambitiøs handlingsplan for kommunens ældreboliger.

Det betyder, at kommunen får nyt senhjerneskadecenter, nyt demenscenter, et nyt plejecenter samt som noget helt nyt ægtefælle-plejeboliger.

Det var en enig kommunalbestyrelse, som godkendte det foreslåede scenarie 3.

Med vedtagelsen af dette scenarie får Norddjurs Kommune et nyt senhjerneskadecenter i det nuværende plejecenter Møllehjemmet i Auning, som bliver omdannet til senhjerneskadecenter.

Som erstatning for plejecenter Møllehjemmet bliver der opført et helt nyt plejecenter i den nye udstykning i det østlige Auning. Det nye plejecenter kommer i første omgang til at rumme 40 plejeboliger. Men allerede nu er det tænkt ind, at det nye plejecenter kan udvides med 20 plejeboliger i 2027, skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

I Grenaa bliver der opført et nyt demenscenter ved Dolmer lige ved siden af børnehaven Landsbyen. De nuværende specialboliger til demente på Plejecenter Fuglsanggården bliver i stedet omdannet til almindelige plejeboliger.

”Der er i dag rift om de almindelige plejeboliger på Fuglsanggården. Nu får vi etableret et plejecenter i en del af Grenaa, hvor der er behov for at udvide antallet af plejeboliger, samtidig med at vi får alle de fordele, der er ved at kunne bygge et nyt demenscenter, hvor vi fra start kan indtænke den særlige indretning, der er behov for,” udtaler formand for voksen- og plejeudvalget Lars Møller.

Ældreboliger til par

Baggrunden for handlinsplanen er, at Norddjurs Kommune i disse år og i de kommende år oplever en stigning i antallet af ældre og kommunen er derfor nødt til at udbygge antallet af plejeboliger, for at kommunen kan leve op til plejeboliggarantien.

Derfor glæder det også udvalgsformanden rigtig meget, at kommunalbestyrelsen har bakket op om, at etablere plejeboliger til par. Det er der ifølge Lars Møller ikke mange kommuner, som har, men han mener, at behovet er til denne form for boliger, som kan være med til at sikre en tryg alderdom.

”En god alderdom for nogen er også, at man sammen kan flytte i plejebolig og have plads til at kunne bo to ældre mennesker sammen. Nu prøver vi det af og gør os erfaringer, og så kan vi i udvide med flere plejeboliger til par i en etape to,” siger Lars Møller.

Nye behov kræver nye tilbud

Norddjurs Kommune har de senere år ligesom andre kommuner oplevet en stigning i borgere - også yngre borgere, der får en hjerneskade. Udviklingen i behandlingssystemet bliver hele tiden bedre og flere overlever. Mange klarer sig godt, men flere overlever med skader.

Med den rigtige genoptræning øges sandsynligheden for at klare sig bedre efterfølgende. Det er ofte langvarige genoptræningsforløb og det stiller krav til boliger, træningsfaciliteter og kompetencer hos personalet.

”Vi vil gerne give borgerne i Norddjurs Kommune, der får behov for et sådan tilbud, mulighed for at kunne bo tæt på familien og samtidig få et højt kvalificeret genoptrænings- og botilbud,” siger Lars Møller.

I dag må nogle borgere bo både midlertidig og varigt langt fra deres familier.