Børnehaven Møllehaven kan få en chance til
Flere partier peger nu på, at den ellers lukningstruede daginstitution i Ålsø kan fortsætte, hvis der udarbejdes handleplaner for bedre udnyttelse af potentialet
Ålsø For en måned siden indstillede formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Mads Nikolajsen (SF) børnehaven Møllehaven til lukning, men nu ser det ud til, at der måske alligevel kan blive plads til en børnehave i Ålsø. Kommunalbestyrelsen har i budgetforliget aftalt at tilpasse antallet af børneinstitutioner, og Møllehavens faldende børnetal var årsagen til, at pilen pegede i retning af en lukning. På Børne- og Ungdomsudvalgets møde i sidste uge tog sagen dog en overraskende drejning. Her indstillede Venstre, Enhedslisten og SF, at Møllehaven skal fortsætte. Ifølge partierne skal der således laves en handlingsplan for Møllehaven som land- og pendlerbørnehave. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har indtil videre taget forbehold i i sagen om Møllehavens potentielle fortsatte eksistens.
Så er det altså ikke SF-formanden, der spænder ben for Møllehaven. Så støtter jeg den nye anerkendelse, selv om jeg i høringens start pegede på scenariet med Møllehavelukning. Mads Nikolajsen (SF), formand for Børne- og Ungdomsudvalget
Selv om udvalgsformand Mads Nikolajsen i første omgang var den første, der pegede på en lukning af Møllehaven som den bedste løsning i tilpasningen af antallet af børneinstitutioner, så hilser han den nye udvikling velkommen. ”Jeg glædes over den ny situation. Møllehaven har et unikt potentiale, som den lokale landprofil-børnehave og som pendlerinstitution, for forældre der bor i Grenaa og skal i retning mod Aarhus på arbejde. Norddjurs skal også gribe de chancer vi får. Vi skal kende vores besøgelsestid,” siger Mads Nikolajsen. Ingen benspænd fra formandenHan uddyber sin egen kovending i sagen som et resultat af, at nye muligheder har præsenteret sig i forhold til at kunne bevare børnehaven i Ålsø. ”Nu peger flere partier på en handlingsplan for vores lille børnehave, og to partier er i tvivl. 21 mandater og alle partier i udvalget siger ja eller er i tvivl om de vil lukke her. Så er det altså ikke SF-formanden, der spænder ben for Møllehaven. Så støtter jeg den nye anerkendelse, selv om jeg i høringens start pegede på scenariet med Møllehavelukning, ud fra de lave børnetal, og ud fra en formands bundne opgave fra alle partier om at angive hvilke daginstitutioner der skal lukke,” lyder det fra Mads Nikolajsen. Corona-trendI udvalgsformandens optik kan en handleplan for bedre udnyttelse af Møllehavens potentiale sagtens tage udgangspunkt i den nuværende situation under corona-pandemien, hvor der har været tendenser til, at flere er søgt ud af byerne. ”Det store fald i 0-5 årige, især i 2019, er nu og på kort tid afløst af den nye ”corona-trend”. Flere børnefamilier vil ud fra storbyen til plads og luft og natur og en god bolig til overkommelig pris. Møllehaven er én blandt mange daginstitutioner i Norddjurs, der tilbyder de rammer, og Norddjurs er stærk på udepædagogik og var det lang tid før corona,” fastslår Mads Nikolajsen.Lyttet til argumenter?Den nye udvikling omkring Møllehaven falder ganske godt i tråd med forælderepræsentant Anneka Nielsen Vinters udtalelser i forbindelse med, at der blev peget på en lukning af børnehaven. ”Det er jo selvforstærkende, når man lukker en skole (Mølleskolen, der blev lukket i 2019, red.), så havde den politiske ambition været, at man gerne ville bevare børnehaven, så havde man måske tænkt lidt mere langsigtet og gjort noget for at markedsføre den og sætte den i stand. Jeg har talt med flere, som simpelthen ikke vidste, at man kunne benytte den mulighed, der er i Møllehaven. Jeg ved godt, at det er en samfundsmæssig tendens at samle tingene, men man mister bare noget af charmen, der er ved de her små unikke steder, som taler til nogle bestemte børn og forældre og kan noget andet end de større miljøer, som nogle børn bare ikke passer ind i,” udtalte Anneka Nielsen Vinter til Lokalavisen.I Børne- og Ungdomsudvalget er der desuden enighed om, at ingen institutioner i område Nord, Midt og Auning lukkes, og at også skovbørnehaven i Grenaa fortsætter.
faktaboks: Fakta
Scenarier for lukning
Ud fra fem opstillede scenarier havde Børne- og Ungdomsudvalget til opgave at beslutte, hvor der skal nedlægges daginstitutioner i Norddjurs Kommune som følge af faldende børnetal.
1: Område Grenaa – Lukning af Møllehaven.
2: Område Grenaa – Lukning af Møllehaven og Skovbørnehaven.
3: Børneby Nord – Opsigelse af driftsaftale med Nørager Børnehave.
Scenarie 4: Børneby Nord – Opsigelse af driftsaftale med Nørager Børnehave, og såfremt der oprettes en privat institution, lukning af Nordlyset. (Udvalgsformand Mads Nikolajsen har bedt om at få fjernet dette punkt fra høringen med begrundelse i, at politikerne selv skal tage stilling til dette og ikke lægge beslutningen ud til borgerne.)
Scenarie 5: Børneby Nord – Lukning af Nordlyset.