Corona-ramt Auningløb gav overskud på 61.364
Tilfredsstillende resultat i løb med udfordringer.
Selv om Auningløbet 2021 blev udfordret på mange fronter i forbindelse med de forskellige corona-restriktioner, så kom det unikke motionsarrangement ud med et på alle måder tilfredsstillende resultat.
Kirsten Luxhøj fra LC Svanerne, der er med i arrangørkredsen, fortæller, at man har måttet vente på de sidste opgørelser, men nu er nået så langt, at resultatet kan offentliggøres.
Årets overskud blev på 61.384 kroner.
Overskud deles
Det betyder at der bliver 30.500 kroner til Børnecancerfonden/Team Rynkeby og et tilsvarende beløb til Julemærkehjemmet i Hobro.
»Det er et yderst tilfredsstillende resultatet – også selv om løbet vi i 2019 gav et overskud på 90.000 kroner,« siger Kirsten Luxhøj.
Arrangørerne havde meget kort tid, til at arrangere løbet, der blev afholdt i august, ligesom der var mange Coronaregler og krav, som skulle overholdes.
Der var krav om et betydeligt større startareal, der blev inddelt i zoner. Det betød, at der højst kunne deltage 970 aktive deltagere. Dertil kom behov for 30 ekstra hjælpere og større udgifter til blandt andet toiletvogn, lyd og andre poster.
Besøg af Hjulmand
»Vi vil gerne takke alle deltagerne, alle hjælperne, alle sponsorerne, butikkerne i Centerområdet og ikke mindst fodboldlandsholdets træner Kasper Hjulmand, der lagde vejen forbi Auning og fik en snak med børnene fra Julemærkehjemmet, børnene fra Auning Skole og rigtig mange af deltagerne i det traditionsrige Auningløbet,« lyder det fra Kirsten Luxhøj.
Auningløbet 2022 bliver det 10. i rækken og arrangørerne håber, det kan afvikles den anden. torsdag i juni.