Få overblikket: Sundhedsstyrelsen sætter skub på tredje vaccinestik
De danske sundhedsmyndigheder har fremrykket det tredje vaccinationsstik til alle danskere over 40 år - det og meget andet kom frem på et pressemøde mandag formiddag.
»Vi har besluttet at lave en massiv fremrykning af revaccination for folk over 40 år.«
Sådan lød det indledningsvist fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm på et pressemøde mandag formiddag.
Intervallet mellem andet og tredje stik er derfor blevet forkortet. Tidligere skulle der gå knap seks måneder fra andet til tredje stik, men det interval forkortes nu for alle danskere over 40 år med 20 uger, så det groft sagt ryger ned på 4,5 måned efter andet stik.
Ifølge direktøren for Sundhedsstyrelsen er det for at få en stor gruppe danskere revaccineret hurtigere, for mange i målgruppen, der ifølge Søren Brostrøm udgør 1,5 mio. danskere, blev vaccineret over sommeren, og derfor står de til at modtage tredje vaccinestik i januar og februar.
På grund af Omikron-variantens hurtige fremtog i Danmark har man derfor besluttet at gøre det muligt for den store gruppe at blive revaccineret hurtigere.
»Vores mål og vores håb er, at alle de personer er vaccinerede før nytår,« lød det fra Brostrøm på pressemødet, der også understregede:
»Tredje stik er effektivt i forhold til at beskytte mod den nye variant.«
For de 18-39-årige danskere, der står over for et tredje stik, er der ingen planer om at forkorte intervallet mellem andet og tredje stik.
Book tid uden om indkaldelsen
For danskere over 40 år er det derfor heller ikke længere nødvendigt at vente på en vaccinations-invitation i e-boks, som det hidtil har været gældende. Er man over 40, kan man selv gå ind på vacciner.dk og bestille en tid til revaccination.
Og man kan få foretaget vaccinationen hos egen læge, lyder budskabet.
Peder Reistad, formand for Praktiserende Lægers Organisation i Hovedstaden, forklarede på pressemødet, at 1100 lægeklinikker fordelt på hele landet tilbyder vaccination.
Mange af danskerne er allerede i gang med at bestille en tid til stikket. Hele mandag morgen har vacciner.dk været præget af lang kø, og i skrivende stund er der over 100.000 danskere i kø på hjemmesiden, hvor ventetiden er en halv time.
På pressemødet lød opfordringen for at undgå kø, at man forsøger at booke tid på hjemmesiden i ydertidspunkterne.