Fortsæt til indhold

Rigsretssag mod Støjberg afgjort: Her er dommen

Mandag klokken 13 faldt dommen i rigsretssagen mod den tidligere minister Inger Støjberg.

Samfund
af

Så er der faldet dom i rigsretssagen mod Inger Støjberg.

Den tidligere udlændinge- og integrationsminister straffes med 60 dages fængsel.

Inger Støjberg er dermed blevet kendt skyldig i at have overtrådt ministeransvarsloven. Støjberg er således blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel.

Én dommer stemte for frifindelse. 15 dommere stemte derimod for ubetinget fængsel.

Følg også med i livebloggen herunder:

Flere medier beretter, at Inger Støjberg så lamslået ud, da dommen blev afsagt.

Da Inger Støjberg ankom til retten sagde hun følgende:

»Jeg forventer stadig at blive frifundet, men selvfølgelig er jeg også lidt påvirket af det. Ellers tror jeg, jeg ville have en brist. Det er en historisk sag, selvfølgelig er jeg spændt,« sagde Inger Støjberg til pressen ifølge TV 2 ved ankomsten til Eigtveds Pakhus.

Støjberg har siden september stået midt i en såkaldt Rigsretssag for brud på ministeransvarsloven, da hun udsendte en instruks om adskillelse af asyl par.

Blandt de 15 dommere, der stemte for ubetinget fængselsstraf, blev der bl.a. lagt vægt på, at Inger Støjberg havde modtaget klare advarsler fra embedsmænd forud for instruksen, og at Støjberg var klar over, at hendes praksis ville få betydning for de par, hvor der ikke var tale om tvang.

Det kunne dommer Thomas Rørdam berette.

Dommerne lagde desuden vægt på, at straffen skulle være ubetinget, fordi en minister satte sig uden for loven på sit ministerområde med forsæt.

Selvom Inger Støjberg er blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel, så er det ikke sikkert, at hun bliver sat bag tremmer. Reglerne for at afsone en fængselsstraf, lyder, at straffe på op til seks måneder i nogle tilfælde kan afsones hjemme med en fodlænke ifølge Kriminalforsorgen.

»Helt uforståelig dom«

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, kalder dommen for »helt uforståelig« på Twitter:

»Helt uforståelig dom. Inger Støjberg gjorde det rigtige. Barnebrude skal ikke være til diskussion i Danmark – uanset hvad forældede konventioner måtte mene,« skriver Peter Skaarup.

Opdateres ...