Fortsæt til indhold

Et lille museum med store fortællinger: Danmarks historie udfoldes gennem våben i Ebeltoft

Jørn Bahnsen har samlet på våben og andre militære effekter i et halvt århundrede. Den store samling er udstillet på hustruen og hans lille museum ved Kirkegade, og giver et gribende indblik i dansk militærhistorie.

Samfund

På væggene hænger danske musketter og enkelte tyske bagladergeværer, der har deltaget i krigen i 1864. I glasmontrer der fylder den ene væg - fra gulv til loft - hænger især rytterpistolerne og de ombyggede pistoler. De er en del af Danmarks militærhistorie.

Jørn Bahnsen har samlet på våben hele livet. Det hele begyndte med broderens flag og et par sabler på væggen i barndomshjemmet. Jørn Bahnsen var efternøler, født i 1944 og broderen 23 år ældre end ham.

Broderen deltog i modstandskampen under Anden Verdenskrig og flere gange blev den lille århusianske lejlighed ransaget af Gestapo, har han fået fortalt.

»Jeg var fascineret af sablerne, og jeg var vel omkring de 23 år, da det for alvor tog fart, og jeg købte en fransk sabel. Siden har jeg samlet bid for bid og jeg rettede interessen mod danske våben,« fortæller Jørn Bahnsen, der nu har rytteruniformer fra 1900-tallet med lange sabler hængende langs siden.

Der er altid en historie at fortælle om våbnene, som du finder på Ebeltoft Militærhistoriske samling. Den private samling er blevet til gennem mere end 55 års passion for våben. Foto: Kian Johansen

Sablerne står på giner, og en ægte engelsk uniform pryder en anden afdeling af Jørn Bahnsens store våbensamling. Uniformen blev syet om efter Anden Verdenskrig, og brugt af danske soldater efter krigen, og er omringet af en række danske våben fra tiden umiddelbart før Anden Verdenskrig.

Soldaterfamilien Bahnsen

»Jeg kommer fra en familie, der altid har deltaget i en krig som soldat. Selv nåede jeg kun at deltage i den Kolde Krig som soldat i et artilleriregiment, og vi kom som bekendt aldrig i rigtig krig,« siger Jørn Bahnsen med et smil.

Han har en baggrund som værktøjsmager, og derefter som værkfører i metalindustrien. Senere blev han administrator i et stort malerfirma, hvor han stoppede som 60-årig for at gå på efterløn. Siden da har samlingen for alvor taget fart. Den blev rykket ud fra lejligheden i to etager i Aarhus - ud til gården midt i Ebeltoft, som han i et par år havde renoveret sammen med konen Birgith.

»Der findes altid en god historie om et våben.«
Jørn Bahnsen, våbensamler

Staldbygningen blev renoveret for godt 15 år siden. I den forbindelse blev den forstærket med stålplader, så det ville kræve mere end en bulldozer at trænge igennem murene og nå de mange danske våben fra 1700-tallet og op til 1945.

Våbnene udgør primært en samlermæssig affektionsværdi, men har også kostet samleren Jørn Bahnsen mange hundredtusinder af kroner. Hvor meget det hele står i, vil han ikke ud med. Der er dog tale om mere end 55 års samlermani for den nu 77-årige pensionist.

Våbensamleren opdagede ved en våbenmesse, at hans fars farbror Ferdinand Bahnsen fra Slagelse havde solgt våben til den danske hær. Den udenlandskproducerede sabel bærer familiemedlemmets initialer. Foto: Kian Johansen

Venskaber via våben

Skulle en tyv mod forventning finde vej indenfor, så er det begrænset hvem tyven kan afsætte tyvegodset til. Våbensamlerklubberne- og miljøet i Danmark kender nemlig hinanden og deres effekter indgående.

Jørn Bahnsens oldefar, Carsten Melp Bahnsen, deltog i slaget ved Dybbøl i 1864. Da krigen var slut marcherede han op gennem Jylland for at komme hjem til Følle. Det var ikke nogen sag for postbuddet, der var vant til at hente posten inde i Aarhus flere gange om ugen. På billedet har den 80-årige veteran flere medaljer hængende på brystet. Men en af medaljerne har han umuligt selv kunnet få som soldat. Det er den slags detaljer en inkarneret våbensamler opdager. Foto: Kian Johansen

»Jeg blev hurtigt en del af samlermiljøet i Danmark, og er medlem af del samlerklubber. Min viden får jeg også fra bøger om våben, og så får man altid en snak med dem man køber – eller bytter – våben med,« forklarer Jørn Bahnsen, der erkender, at han lever og ånder gennem sine våben.

»Der findes altid en god historie om et våben.«
Jørn Bahnsen, våbensamler

»De fleste af mine nuværende venner og bekendtskaber har jeg mødt gennem min passion for våben. Vi mødes tit her i min ombyggede stald, og så går vi over, og får en herlig frokost,« siger han, og ler.

Våben med en historie

Der er nok at kigge på ved et besøg på Ebeltoft Militærhistoriske samling. Og alle ledige flader er brugt til at udstille et eller andet. Foto: Kian Johansen

Faner pryder det øverste af væggene, mens hanebjælkerne giver plads til kasketter fra alle værn og adskillige sabler og bajonetter. En kopi af en mindre kanon vogter overetagen, hvor der står TV og DVD-afspiller, så krigsfilm og dokumentarserier om våben kan ses i lædersofaen sammen med ligesindede.

»Jeg elsker at få besøg af folk. Alt efter hvilke slags mennesker det er og deres alder, så får de et par historier om våbnene som de ser. For at se samlingen uden at vide hvad du ser, det er kedeligt,« fortæller Jørn Bahnsen, der i en lind strøm leverer historien om sin oldefar, postbuddet der efter krigen i 1864 marcherede tværs gennem Jylland for at komme hjem til Følle, eller den om hans fars farbror Ferdinand Bahnsen fra Slagelse, der solgte udenlandskproducerede sabler, og fik sit navn præget ind i dem. Han viser en af dem frem, som han fandt på en messe for år tilbage.

»Der findes altid en god historie om et våben,« lyder afskedsordene.