Lystrup-hold er Danmarks bedste til vandpolo
U11-hold med piger og drenge kæmpede sig til DM-titel med lutter sejre
Sport For første gang i mange år har Lystrup Svømning igen vundet DM i vandpolo.
Det blev en realitet i fynske Tommerup forleden, da klubbens U11-hold helt suverænt vandt alle deres kampe til DM-stævnet og herefter kunne kalde sig for danmarksmestre
”Det var super fedt at vinde det danske mesterskab. Vi var meget overbevisende og vandt alle vores fire kampe ret stort. Spillerne gjorde det godt. Vi fejrede det med en tur på McDonald’s efter stævnet. Det skabte stor glæde, og det gjorde det også, da de skubbede mig i vandet lige efter finalen. Sådan er traditionen, når man vinder DM,” siger Simon Hermansen, der måtte undvære sin trænermakker - Metteline Hammer - til stævnet, da hun skulle corona-testes.
Han har selv vundet DM som spiller for otte år siden, men det er størst som træner, mener han.
Oplandsudvalg forlænget til foråret: Fællesrådsformænd er optimistiske
”Jeg vil sige, jeg er mere stolt af at vinde DM som træner end som spiller, fordi jeg føler jeg har en større del i det. Når man træner andre og ser dem blive bedre og bedre, er det virkeligt motiverende. Og så er det bare en god følelse at se, at det spillerne træner i bare virker i vandet,” siger Simon Hermansen, som også har nogle Nordiske Mesterskabstitler med landsholdet i sporten, der er blevet kaldt for håndbold i vand.
Fordel med piger
Det nykårede DM-hold fra Lystrup består af fire piger og fem drenge.
”De andre hold havde hovedsageligt drenge på deres hold. Modsat andre sportsgrene har piger i denne her alder en biologisk fordel, fordi de ofte er fysisk større end drenge i gennemsnit og også kan være bedre svømmere. Jeg kan i hvert fald ikke se på her hold, at drenge er bedre til sporten,” siger træneren.
Lystrups U11-vandpolohold træner to gange om ugen, og det er mindre end modstandere, der træner tre til fire gange om ugen.
”Der er ikke desværre ikke så mange tider for os til træning, men der er mange af vores spillere, som også går til svømning udover vandpolo, så de er i ret god kondition, og det er selvfølgelig med til at gøre os gode, for konditionen er ekstremt vigtig i vandpolo,” siger Simon Hermansen, der håber at kunne fortsætte som træner for holdet i den kommende sæson.
faktaboks: Vandpolo
Er opstået sideløbende i USA og England. Sporten har fået sit navn fra den tidlige amerikanske variant, hvor man sad på tønder, og slog til bolden med en stav som i almindelig polo.
I England opstod spillet som en version af rugby i vand i midten af 1800-tallet, men udviklede sig hurtigt til et håndboldlignende spil, og det er denne engelske version vi kender i dag, og som har været på OL-programmet siden 1900.
Vandpolo er kort fortalt, håndbold i vand, men med lidt andre regler. Det kræver en anden fysik, og svømmefærdigheder, som man lærer efterhånden.
Banen er 12,5 x 12,5 meter bane med et mål i hver ende. Der er 5 spillere i vandet per hold, og hvert hold kan have op til 6 udskiftere.
En kamp bliver spillet over 4 perioder af 6 minutters effektiv spilletid. En kamp tager normalt mellem 50 og 60 minutter. Ligesom i basketball er der regler for, hvor lang tid det angribende hold må have bolden. I vandpolo skal der falde en afslutning inden for 30 sekunder. En afslutning er et skud mod målet.
Spillet gælder ganske enkelt om at score flest mål og målet, der skal scores i, er tre meter bredt og 90 cm højt.
Ligesom i håndbold kan der dømmes frikast, udvisning og straffe. Ved straffe og udvisning idømmes spilleren en personlig fejl. Ved den 3. personlige fejl må spilleren forlade vandet og ikke deltage mere i spillet.
Kilde: Dansk Svømmeunion