Fortsæt til indhold

AGF-klumme: Vindermentaliteten lever

Landsholdspausen gav en meget vigtig pokalsejr, som lover godt for resten af efteråret og sæsonen i det hele taget

Samfund

Klumme Det begyndte allerede at vælte ind med hånende og drillende beskeder fra nær og fjern i løbet af 1. halvleg i pokalkampen mod Kolding IF.

’Farvel pokalturnering’ og ’Det er ellers en god målmand, I har fået jer’ var blot nogle af de skadefro bemærkninger, jeg og sikkert mange andre AGF-fans skulle lægge ører og til efter en noget tam indsats i de første 43 minutter.

Her var vi vidner til hele to - tæt på tre - drop af den ellers pålidelige polske lejesvend - Kamil Grabara - som i den grad havde fået de glatte handsker på til pokalkampen mod 1. divisionsholdet.

AGF-målmand gik fra skurk til helt i straffesparkskonkurrence

Men efter Jesper Juelsgårds scoring i slutningen af 1. halvleg og en hurtig Helenius-udligning i begyndelsen af 2. halvleg, så det hele meget lysere ud og helt godt blev det, da topscorer og landsholdsaktuelle Mortensen gjorde det til 2-3.

”Så blev han pissesur, og vi råbte og skreg ad hinanden”

At det sjældent er kedeligt at overvære en AGF-kamp gjorde sig atter gældende denne novemberaften, da det hårdtkæmpende hjemmehold fik udlignet og ikke lagde sig ned, før Grabara gjorde skaden god igen i en nervepirrende straffesparkskonkurrence med to redninger. Mon ikke den talentfulde målmand rejser sig igen? Det har han gjort før.

Et lignende kampmønster udspillede sig for nogle dage siden i Lyngby, hvor vores rødklædte helte - der i øvrigt nærmest er uovervindelige i de udebanetrøjer - rejste sig og vandt mod et bundhold.

For sådan er AGF anno 2020 åbenbart. Et hold, der oser af vindermentalitet, og som ikke bare ryger ud af pokalturneringen eller som ikke kan leve op til favoritværdigheden mod bundhold. Det kan godt være, det ikke er lige kønt altid, men det er ligegyldigt, så længe der kommer point på Superligakontoen.

Og det gør der, og derfor kan AGF indtage en tredjeplads mere end en tredjedel inde i grundspillet.

Stillingen er godt nok særdeles tæt, men når man som AGF har været det mest scorende hold og har forsvaret sig fornuftigt, lover det godt for resten af sæsonen.

AGF-klumme: Fremtiden ser hvid ud

Derudover ser truppen historisk bred ud, og langt de fleste spillere byder ind og leverer varen. Unge som ældre.

Nu kan vi se frem til en 1/8-delfinale i pokalturneringen hjemme mod AC Horsens midt i december og forhåbentlig en overvintring i top 6.

Jeg håber og tror på endnu et slutspil og en pokalfinale i et forhåbentligt coronafrit forår, så vi kan komme ud og opleve vindermentaliteten på tæt hold.