Medier: Dansk it-gigant sælger militær-system til mellemøstligt diktatur
Firmaet Systematic, der er Danmarks største privatejede virksomhed med hovedkontor i Aarhus, sælger militær software til det undertrykkende regime i golfstaten Bahrain uden om EU-sanktioner ifølge medier.
11. marts i år gik EU-Parlamentet ud med en opfordring til alle medlemslandene om at stoppe al eksport af våben, overvågnings- og efterretningsudstyr og isenkram til Bahrain. Den mellemøstlige østat kritiseres blandt andet for brug af dødsstraf og chikane af journalister og politiske aktivister.
Fire dage efter resolutionen blev stemt igennem har den danske it-gigant Systematic med hovedsæde i Aarhus søgt om tilladelse til at eksportere militær software til Bahrain – fra et datterselskab i Storbritannien, der på grund af Brexit ikke omfattes af resolutionen.
Det skriver TV2 og Danwatch i dag på baggrund af aktindsigter.
Eksporterer også til Emiraterne
Udstyret, som Systematic har fået tilladelse til at eksportere, er et militært kommando- og kontrolsystem ved navn Sitaware.
Det er samme system, som Systematic i skrivende stund bliver politiundersøgt for at have leveret til De Forenede Arabiske Emiraters militær - trods et dansk eksportforbud.
Også dengang søgte de eksporttilladelse fra deres britiske datterselskab.
Det kunne TV2 og Danwatch fortælle i september.
Sitaware er en software, der giver et unikt overblik i krig, og en ekspert kalder det over for TV2 et ’ekstremt effektivt værktøj for styret i Bahrain’, fordi det kan bruges til undertrykkelse.
»Særligt i et indenrigspolitisk miljø, hvor styret ikke har tillid til befolkningen, og ved, at folket er fjendtligt stemt. Her er det danske software et fantastisk værktøj til at holde øje med civilbefolkningen og lade militæret være klar til at slå ned på eksempelvis folkelige protester,« siger Jodi Vittori, der forsker i militære indkøb ved Washington-tænketanken Carnegie Endowment for International Peace til TV2.
Over for medierne vil Systematic hverken oplyse, om man tidligere har eksporteret militært udstyr til Bahrain, eller hvem den endelige slutbruger af det dansk-udviklede software er.
It-giganten bekræfter dog over for Danwatch, at firmaet i 2021 har søgt og fået en række eksporttilladelser til Bahrain i Storbritannien, men Systematics britiske datterselskab Systematic Software Engineering Ltd. »kan ikke uddybe yderligere som følge af de fortrolighedsaftaler, de er omfattet af«, skriver Systematics pressechef Maia Lindstrøm Sejersen i en mail til TV2.
Da medierne i september kunne fremlægge, at virksomheden eksporterede militær-systemet til De Forenede Arabiske Emirater, fik det Enhedslisten til at kalde justitsminister Nick Hækkerup og udenrigsminister Jeppe Kofod i åbent samråd. Det samråd afholdes i dag onsdag kl. 14.