Fortsæt til indhold

Revisionschef slutter karrieren i Djurslands Bank

Revisionschef Jens Reckweg, 61 år, har valgt at slutte karrieren i Djurslands Bank og går på pension per 31. december 2021.

Samfund
Karin Rask JohannsenKommunikationsansvarlig i Djurslands Bank

Det er efter en lang karriere i Grenaas lokale pengeinstitut, at Jens Reckweg har valgt at gå på en velfortjent pension. Ikke så meget for at slippe for at lave noget – men mere for at få tid til at lave noget andet, for den nu snart forhenværende revisionschef i Djurslands Bank har mange jern i ilden.

Jens Reckweg startede som elev i Djurslands Bank i Grenaa i 1982 og har siden været i flere af bankens kundevendte afdelinger. I 1990 blev han tilknyttet bankens interne revision og startede på uddannelsen til finansiel intern revisor. I 1992 blev han udnævnt til revisionschef og daglig leder af Intern Revision. Der er ingen tvivl om, at Jens har nydt den rolle – for som han selv påpegende i forbindelse med sin 60 års fødselsdag for halvandet år siden, så har noget af det vigtigste ved hans funktion i banken altid været uafhængigheden.

»Vi skal gøre tingene ordentligt og på den rigtige måde – det tror jeg på er til fordel både for bankens kunder og for banken som arbejdsplads.«

Og tingene er blevet gjort ordentligt. Ligesom Jens har engageret sig i sit arbejde i banken, så har han også engageret sig og involveret sig i mange andre ting: I den lokale fodboldklub Grenaa IF, i Samsignal i Grenaa, i Grenaa Amatørteaters bestyrelse, i kulturhuset Pavillonen i Grenaa – for blot at nævne nogle af de netværk, som Jens har været en del af. Jens har nemlig en generel interesse for lokalsamfundet – og for at nyde livet, og her kan også nævnes en stor passion for musik og for at overvære koncerter af enhver art.

Nu glæder Jens Reckweg sig til at nyde sit otium med sin familie – og med endnu mere tid til at engagere sig i lokalsamfundet.