Bagmand i opsigtsvækkende narkosag idømt lang fængselsstraf
Bagmanden i en spektakulær narkosag blev onsdag idømt mere end 19 års fængsel i Københavns Byret.
19 år og fire måneder.
Så lang en straf er hovedmanden bag en opsigtsvækkende narkosag onsdag blevet idømt af Københavns Byret. En narkosag, som politiet selv har døbt “Operation Goldfinger”.
Ritzau beretter ifølge TV 2, at den iøjnespringende straf bl.a. skyldes håndteringen af i alt 920 kilo kokain. Bagmanden, en 43-årig mand, har gennem lang tid stået i spidsen for et netværk, som indsmuglede kokain fra både Holland, Belgien og Tyskland.
Det kom frem i retten, at kokainen skulle være skjult i hemmelige rum i specielt indrettede biler.
I alt blev 14 mænd dømt i sagen i Københavns Byret. Heraf blev 12 mand udvist af Danmark. 15 mænd har været under anklage i sagen. Én blev frifundet.
Størstedelen af de dømte har albansk baggrund.
Da politiet tilbage i 2019 stormede bagmandens bopæl på Amager, blev der fundet cirka fire millioner kroner i kontanter.