Fortsæt til indhold

Gammel Estrup får en halv million til museum uden hæmninger

Pengene skal bruges til udvikling af museumstilbud til unge voksne med særlige psykiske behov.

Samfund
gs

Unge voksne med særlige behov som følge af psykiske diagnoser er underrepræsenterede på de danske museer, og Gammel Estrup skal derfor i 2022 og 2023 udvikle formidlingstilbud målrettet netop denne målgruppe i projektet ”Museum uden hæmninger”:

Alle har ret til fede museumsoplevelser, og lige præcis unge voksne med særlige psykiske behov er en brugergruppe vi ikke ved særligt meget om i forbindelse med museumsbesøg.
Anders Sinding, museumsinspektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

»Alle har ret til fede museumsoplevelser, og lige præcis unge voksne med særlige psykiske behov er en brugergruppe vi ikke ved særligt meget om i forbindelse med museumsbesøg. Med det her projekt får vi mulighed for at afprøve og udvikle forskellige tilbud til netop denne målgruppe, som derefter kan implementeres på museer landet over,« forklarer Anders Sinding, som er museumsinspektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og initiativtager til projektet, i en pressemeddelelse.

Brugerne kommer til orde

Meningen med projektet er at udvikle konkrete tilbud i form af for eksempel analoge og digitale rundvisninger og lydvandringer, udstillinger og tilrettelagte forløb, der henvender sig til unge voksne med diagnoser som Downs Syndrom, autismespektrum-forstyrrelser, ADHD eller andre særlige behov.

Anders Sinding fortæller, at processen foregår i tæt samarbejde med den lokale Djurslands Folkehøjskole og skolens elever.

»Vi skal med projektet lære den her brugergruppe rigtig godt at kende, så vi kan udvikle bæredygtige museumstilbud, der efterfølgende kan bruges på museer over hele landet. Det gør vi kun ved at invitere brugerne indenfor – både på museet og i processen med at udvikle formidlingen – og jeg glæder mig til samarbejdet med folkehøjskolen og blive klogere på, hvad elever og ansatte ønsker og forventer af museumsbesøg,« siger han.

Elever fra Djurslands Folkehøjskole skal være med til at udvikle museumstilbud til unge med særlige psykiske behov i projektet Museum uden hæmninger, der påbegyndes i 2022. Foto: Djurslands Folkehøjskole. Pressefoto

Projektet Museum uden hæmninger løber fra sommeren 2022 til sommeren 2023. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og udføres af Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum i samarbejde med Djurslands Folkehøjskole, der har særligt fokus på inklusion af personer med forskellige udfordringer blandt andet udviklingshæmning.