Dyrlæge stopper efter 50 år: »Jeg var til jobsamtale, fordi de troede, jeg var en mand«

2021 er slut, og det samme er et lille stykke af Hornslets lokalhistorie. Gerd Terp-Hansen har været en fast del af byens erhvervsliv i knap et halvt århundrede, hvor hun de sidste 45 år har ejet og drevet dyrlægepraksissen Hornslet Dyreklinik. Ikke længere. 31. december sagde hun nemlig stop. Det er selvsagt ikke uden vemod, og klinikken gemmer da også på en masse historier.

»Bygningen her er opført i 1983, men syv år før det havde jeg praksis på den anden side af skoven. Hele det her område var bare kornmarker. Så har vi ellers plantet skov, og det er en skøn ejendom. Her er stille og fredeligt.

Købet har de da heller aldrig fortrudt, og Gerd Terp-Hansen kan se tilbage på en lang og begivenhedsrig karriere. Starten var dog ikke uden udfordringer.

Patienter der ikke taler

Da hun skal svare på, hvorfor hun lige valgte dyrlægestudiet er svaret simpelt: sygdomme. Ger Terp-Hansen er nemlig vildt interesseret i sygdomme. Det er et mysterium, der skal løses. At patienterne så blev dyr og ikke mennesker. Det er der en helt særlig årsag til.

»Min far spurgte om jeg ikke hellere ville være menneskelæge. Der svarede jeg nej, fordi så skulle jeg høre på alt det snak. Er der noget, jeg er kommet til at grine af mig selv af, så er det, at når du er dyrlæge, så snakker du også rigtig meget med mennesker. Du snakker nemlig med ejerne!« Fortæller hun med et smil. Det har dog vist sig at være positivt på lang sigt.

»Det tænkte jeg ikke over dengang, men sjovt nok er det blevet noget af det, jeg allerbedst kan lidt ved faget, og noget som jeg også synes, jeg er god til. Man møder jo så mange forskellige mennesker.«

Ung og kvinde

Gerd Terp-Hansen har haft egen praksis i 45 år, men i begyndelsen var det ikke simpelt for en ung kvinde at få en fod indenfor på et mandsdomineret arbejdsmarked- og branche.

»Jeg blev 25 år dagen efter jeg blev dyrlæge. Så jeg var også ung. Vi gik jo lige fra studentereksamen og så seks år på universitetet. Der blev jeg ansat som assistent som det hedder, når man er ansat af en anden praktiserende læge.«

Dengang var kønsfordelingen på universiteterne ikke den samme som i dag. På dyrlægestudiet var der kun 10 % kvinder, fortæller Gerd Terp-Hansen.

»Da vi var færdige, var der ikke rigtig nogen, der ville ansætte os, fordi dengang var det mere meget store dyr som køer, grise og heste man arbejdede med.«

Hendes navn skulle dog vise sig at hjælpe hende. Det fik nemlig en vis betydning for hendes første ansættelser.

Navneforvirring

Gerd Terp-Hansen havde dog ingen problemer med at håndtere de store kreaturer. Selvom alle praksisejerne var mænd, der helst ville have mænd, så lykkedes det hende alligevel hurtigt at få et job.

»Første gang blev jeg halvvejs ansat i en praksis, der kom jeg med på tur med dyrelægen, så han kunne se om hænderne var rigtigt skruet på, som han sagde. Vi var ude at køre en uges tid, og fik at vide, at det var gået strålende, og jeg skulle da bare starte til den første.«

Få dage efter kom der dog kontraordrer.

»Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne få jobbet alligevel. Uden en forklaring. Jeg fandt så senere ud af, at det var fordi konen til den pågældende dyrlæge havde sat en stopper for det. Jeg var jo kun 25 år, og sådan en mand på 45 år, skulle ikke have en ung, kvindelig assistent.«

Karrieren tog fart

Efterfølgende sendte Gerd Terp-Hansen en ny ansøgning. Den var slået op i dyrlægebladet, og skulle være på skrift.

»Så jeg sendte jo bare en skriftlig ansøgning. Dengang skrev man jo nærmest bare, hvad man hed, hvor gammel man var og hvad man havde i kandidateksamen. Jeg blev ringet op, og det første dyrlægen siger i telefonen er: »Din mand har søgt en stilling hos mig.« Så sagde jeg: »Nej, det er ikke min mand. Det er mig.««

Der blev stille i telefonen, men hun tog teten, og skyndte sig at sige, at hun sagtens kunne komme til samtale

»Jeg kan komme og se på det på søndag, sagde jeg. Han var en pæn og beskeden mand, så han turde ikke sige nej.«

Samtalen gik strålende, og inden for en time havde hun fået stillingen.

Fra køer til katte

Siden da er der kun kommet flere og flere kvinder til i branchen. Det er dog ikke eneste, der har ændret sig ved dyrlægefaget.

»Det har jo taget en helt vanvittig drejning. Der er ca. et par tusinde dyrelæger i Danmark, og halvdelen af dem er ansat i praksis, og den anden halvdel er i levnedsmiddelkontrollen. Af dem der er i praksis, var det sådan, da jeg startede, at størstedelen var i store dyrs praksis; heste, køer, grise. Nu er det helt omvendt. Nu er det små dyrs praksis; hunde og katte.«

Dengang var det oftere landmænd og avlere, men i dag er det hr. og fru Danmark, der er kunder i biksen.

»På de 50 år der er gået, er det blevet meget mere almindeligt, at folk vil ofre noget på deres hunde. Samtidig er vi jo også nået langt længere indenfor behandlingen af de mindre dyr. Du kan næsten få lavet det samme på din hund som du kan på et menneske.«

Det er meget mere interessant at arbejde med de små dyr, fortæller hun, fordi der er flere muligheder, når det kommer til behandlinger.

»Hvis det bliver for dyrt med de store dyr, så bliver de aflivet i stedet. I hvert fald produktionsdyrene.«

Udover hunde og katte behandler hun også små marsvin og hamstere og kaniner, men det er minimalt i forhold til hunde og katte. Hun har dog også haft mere eksotiske dyr i patientstolen.

En vild fremtid

En af de vildere patienter hun har haft på bordet, kunne få de fleste til at gyse, men ikke hende.

»Der var en ung dame, der ringede og fortalte, at hun havde en slange, der skulle aflives. Det havde jeg altså ikke prøvet før.«

Heldigvis havde hun en bog om slanger liggende, som hjalp hende på vej. Selvom slangen var tre meter lang, og gik fra væg til væg i operationsstuen, var aflivningen succesfuld.

Nu er det dog slut med eksotiske dyr for Gerd Terp-Hansen. I hvert fald professionelt. Selvom hun nu er gået på pension, så flytter hende og ægtemanden ikke fra området. Så længe helbredet tillader det, vil de dog fortsat rejse tre gange om året.

»Når vi er ude at rejse er det tit sådan lidt hårde ture. Uden i bushen, hvor det vilde liv foregår. Det kan vi godt lide.«