Kunstforening nærmer sig de 75 - men er frisk som aldrig før
Grenaa Kunst- og Musikforening klar med 2021-aktiviteter.
I begyndelsen af januar måned 2021 vil alle knap 400 medlemmer af Grenaa Kunst- og Musikforening få et brev med indkaldelse til generalforsamling 30. januar 2021 - hvis man kan mødes til den tid - og det nye program for 2021. Men allerede nu kan man løfte sløret og præsentere nogle af de gaver og spændende oplevelser, der venter medlemmer og andre interesserede i året, der kommer.
Programmet er igen fyldt med oplevelser inden for de to hovedområder, som foreningen beskæftiger sig med: kunst og musik.
Grundet coronaen blev nogle af dette års arrangementer desværre aflyst eller rettere udskudt til 2021. For eksempel den årlige koncert med Randers Kammerorkester og en udstilling med værker af billedkunstneren Agnete Brinch med portrætter af berømte, kendte kvinder. Men det råder man bod på, så koncert og udstilling står på programmet i 2021.
Flere koncerter
Der er i det nye program flere koncerter – primært indenfor den klassiske genrer – end sædvanligt.
Det skyldes et tættere samarbejde med Kulturhuset Pavillonen. Pavillonen er i årene 2021 og 2022 blevet godkendt af Statens Kunstfond som netværksspillested.
”Det betyder, at Pavillonen også skal afholde klassiske koncerter. Vi er både glade og stolte over, at vi på Djursland kan udbyde klassiske koncerter af høj klasse. Vi får for eksempel besøg af LiveStrings, et strygerensemble bestående af fire konservatorieuddannede kvinder, som blandt andet har optrådt på de største danske musikfestivaler. Vi tror, at vi med dette samarbejde kan nå endnu længere ud til musikglade borgere på Djursland, siger Jens Stavnskjær, formand for Grenaa Kunst- og Musikforening.
Af kunstudstillinger bliver der ni. Et af højdepunkterne bliver udstillingen med den klassicistiske skulptør Misja Kristoffer Rasmussen, der er internationalt anerkendt og bosat i Toscana i Italien.
To foredrag
Der er også tilbud om to foredrag, blandt andre ved den lokale og anerkendte kunstner, Morten Skovmand, ”Om kunst i krisetider”.
Foreningen arbejder tæt sammen med Baunhøj Mølle, Kulturhuset Pavillonen, Folkeuniversitetet Norddjurs og FOF Djursland om gennemførelsen af programmet.
På spørgsmålet om, hvad coronapandemien betyder for foreningen, svarer Jens Stavnskær: ”Vi har tilpasset vores aktiviteter, så det er muligt at gennemføre vores arrangementer med størst mulig sikkerhed. Vi har for eksempel flere gange ved udstillinger i Baunhøj Mølle holdt ferniseringerne udendørs. Ved musikarrangementer har vi flyttet koncerter fra eksempelvis Grenaa Kirke og Ålsø Kirke til Kulturhuset Pavillonen for at kunne opfylde sikkerheds- og afstandskravene. Det giver merudgifter til leje og indretning af koncertsalen. Vi har heldigvis mødt forståelse fra Norddjurs Kommune, og har fået delvis underskudsgaranti til koncerten med Herning Kirkes Drengekor. Grenaa Kunst- og Musikforenings julegave til borgerne i Grenaa og Omegn. Jeg vil påstå, at sikkerhedsniveauet er langt højere til vores koncerter, end hvis man handler i et af vores supermarkeder,” siger Jens Stavnskjær.
Foreningen har knap 400 medlemmer og en række private sponsorer fra det lokale erhvervsliv, ligesom man modtager støtte fra Norddjurs Kommune og Statens Kunstfond.
Flere medlemmer
”Men vi vil gerne have endnu flere medlemmer. Derfor har foreningen i øjeblikket en hvervekampagne, hvor man som julegaveidé kan købe et medlemskab med masser af medlemsfordele til 200 kroner for et år og forære det væk som gave. Vi håber, at rigtig mange gør brug af tilbuddet. Blandt de nye medlemmer trækkes der lod om to gratis koncertbilletter,” siger Jens Stavnskjær.
Om fremtiden fortæller formanden, at man i 2022 kan fejre foreningens 75 års jubilæum. Bestyrelsen er så småt begyndt at overveje, hvordan det skal markeres.
”For markeres, det skal det. For det er fantastisk, at en kreds af borgere i Grenaa allerede i 1947 gjorde sig overvejelser og tænkte stort om kunst og kultur som et vigtigt tilbud til byens og omegnens borgere og grundlagde en kunstforening. Og ét er givet: Grenaa Kunst- og Musikforening vil tilbyde sig som en proaktiv samarbejdspartner for at udvikle kunsten og kulturen i Norddjurs Kommune i samarbejde med det private erhvervsliv, forvaltningen, det politiske system og vores medlemmer til gavn for byens borgere, tilflyttere, gæster og turister. Og foreningen har en særdeles arbejdsom, initiativrig og visionær bestyrelse,” siger Jens Stavnskjær.