Biograf fortsætter opera-tradition trods corona i Milano
Kino i Grenaa viser åbningskoncerten fra 2015.
Siden 2016 har Kino i Grenaa gjort det til en tradition at transmittere La Scalas åbningsforestilling 7. december direkte fra det berømte teater i Milano. Således skulle det også have været i år, men covid-19 pandemien har også ramt La Scala, som har måttet aflyse alle forestillinger indtil videre – også årets åbningsforestilling.
Heldigvis har Kino fået mulighed for mandag 7. december klokken 19 at vise en optagelse af åbningsforestillingen fra 2015 med den russiske sopran Anna Netrebko i hovedrollen som Jeanne d´Arc i Verdis opera af samme navn. ”Jeanne d´Arc” er en af Verdis tidlige operaer, og den bygger dels på den historiske skikkelse Jeanne d’Arc dels på Schillers drama ”Jomfruen fra Orleans.
Hovedtemaet i operaen er dog koncentreret om forholdet mellem Jeanne d´Arc og hendes far, som en overgang frygter, at datteren i sin kamp for Frankrig mod englængerne er besat af Djævelen. Et andet tema i operaen drejer sig om Jeannes forhold til den franske kong Charles, som hun – naturligvis – forelsker sig i. Operaen er typisk for Verdis tidlige operaer. De psykologiske konflikter er måske ikke så skarpt trukket op som i Verdis senere værker, til gengæld er musikken umiddelbar og melodisk i den bedste italienske bel canto stil. Ikke mindst er ”Jeanne d ´Arc” kendt for sine store og imponerende korpartier, idet Verdi, som skrev operaen til netop La Scala havde større tiltro til La Scalas kor end til La Scalas solister.
Til den aktuelle forestilling havde Verdi dog ikke behøvet at bekymre sig om solisterne for ud over Anna Netrebko medvirker tenoren Franco Melli som kongen og barytonen Devid Cecconi som Jeannes far. La Scalas orkester ledes af chefdirigent Riccardo Chalilly, der regnes for en af de førende dirigenter af italiensk opera. Premiereforestillingen fik en begejstret modtagelse af det ellers så kritiske melanesiske publikum. I en anmeldelse af forestillingen skrev Fiona Maddocks således: ”Ingen buh-råb, kun bifaldsråb, gentagne fremkaldelser, masser af blomster og konfetti, som regnede ned over scenen fra balkonerne og en stor begejstring også for iscenesættelsen og opsætningen som helhed. ”
Nia og Gert Skov fra Kino glæder sig til at præsentere denne opsætning af Verdis ”Jeanne d ´Arc ” for det lokale operapublikum, og de garanterer, at Kino naturligvis følger alle de coronaregler, der er fastsat af myndighederne, således at det er trygt og sikkert at gå til opera i Kino i Grenaa , selvom La Scala i Milano som nævnt har måttet udsætte åbningen af årets operasæson.