Coronasmitte lukker Aftenstjernen
Værtshus i Grenaa holder lukket til og med torsdag 19. november.
Norddjurs Kommune har i længere tid holdt en dukseplads blandt de danske kommuner, som er bedst til at holde coronasmitten nede. Men den plads er kommet i fare på det seneste, hvor der meldes om flere og flere smittede.
En del af stigningen har fundet sted hos personer med tilknytning til Musikhuset Aftenstjernen i Lillegade i Grenaa - ansatte og deres familier samt gæster.
Det tyder på, at mere end en håndfuld er smittet, og det har fået ejeren af Aftenstjernen, Jan Nielsen, til at lukke værtshuset - foreløbig til og med torsdag 19. november. Og selv er han gået i isolation, da et familiemedlem er smittet.
”Aftenstjernen mener, at man skal vise rettidig omhu i forhold til corona. Aftenstjernen ønsker at passe på jer alle, så ud fra den tanke er denne beslutning taget,” skriver Jan Nielsen i et opslag på Musikhuset Aftenstjernens Facebookside.
Coronasmitten er ifølge en kommentar til opslaget bragt ind i værtshuset udefra - hvorefter den så har spredt sig.