Fortsæt til indhold

2021 blev en tur i rutsjebanen for lokale ildsjæle

Op- og nedture prægede det første år i Hovedgaden 41.

Samfund

Efter flytningen til Hovedgaden 41, har ildsjælene bag Det Kreative Hus i Allingåbro oplevet flere ture i corona-rutsjebanen i de snart 12 måneder på den nye adresse lige midt i byen. Ganske som de fleste andre aktører i det frivillige, kulturelle landskab.

Det hele startede med en stram corona-nedlukning og efterfølgende var det lidt svært at få hjulene i gang igen

Alle skulle varmes op

»Kunderne skulle finde os igen. Keramik- og glasovnene skulle ”varmes op” og Folk skulle op af sofaen og lokkes med nye kurser. Men så kom foråret og sommeren, og Det Kreative Hus havde to skønne og meget besøgte uger på Thomasminde i Fjellerup, hvor vi, husets medlemmer, fik mulighed for at udstille sammen med en række andre spændende kunstnere,« fortæller formand Leo Petersen.

Nisser mangler der naturligvis ikke, når man skal være kreativ i den søde juletid. Privatfoto.

Han håber meget på, at Norddjurs Kommune vil støtte ildsjælene derude i det projekt, som er er i støbeskeen her.

Mange kurser

I efteråret blev der budt ind til kurser i patchwork – pil og papir – samt julekranse-binding.

Der har også været fokus på at sy mundbind og læderforklæder af genbrugslæder, male møbler med kalkmaling samt påtage sig specialopgaver af diverse slags.

»Vi skal jo tjene til huslejen«, som Leo Petersen udtrykker det.

Det Kreative Hus har også givet et nap med ved forskellige begivenheder i Allingåbro, senest Gå med i Lunden arrangementet, hvor de kreative frivillige serverede kaffe og kage til liflig Shu-bi-dua musik.

Lidt af hvert

Der er i øjeblikket 17 faste udstillere i den hyggelige butik i den tidligere installatørforretning på Hovedgaden 41.

Og de dækker et meget bredt og varieret sortiment af håndarbejde og kunsthåndværk.

»Så står man lige og mangler en lille eller stor gave, et par varme sokker, en bæredygtig kurv, et nyttigt forklæde, seks knapper, en lynlås og et stykke stof eller måske et lille smart møbel, en Barbie kjole, strikkegarn eller en bamsestol? Ja så har vi det,« lover formanden for Det Kreative Hus, Leo Petersen i en nytårsstatus fra de gæve, kreative ildsjæle.