Julemærkehjemmene gør stadig en forskel
De danske julemærkehjem kæmper for trivsel og kammeratskab for børn. Det er der brug for.
Siden 1904 har Julemærkehjemmene hjulpet udsatte børn i Danmark.
I 1903 fik postekspedient – og senere postmester – Einar Holbøll en god idé, mens han delte den store mængde julepost ud. Kunne man med en frivillig ekstraporto på jule- og nytårshilsner samle penge ind til støtte for syge børn? Det kunne man, og allerede året efter udkom verdens første julemærke.
I sin oprindelige form var det syge børn, der blev støttet – særligt de mange børn med tuberkulose, som i begyndelsen af 1900-tallet hærgede og var meget frygtet.
Derfor blev de første seks års indsamlinger brugt til opførelsen af Julemærkesanatoriet ved Kolding, der blev indviet i 1911.
Stadig for børn
Sanatoriet blev samtidig overdraget til Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, idet man fandt det uhensigtsmæssigt, at to organisationer arbejdede med samme formål, og julemærkekomiteen – som i dag hedder Julemærkefonden – besluttede, at de indsamlede penge fremover skulle benyttes til oprettelse og drift af rekonvalescens for børn.
Det er stadig børn, det handler om, men formålet er ændret. Der er ikke i samme grad behov for at hjælpe syge børn, men der er bestemt brug for at hjælpe børn, som mistrives, mobbes eller på anden vis har psykiske og sociale problemer og derfor skranter.
I dag hjælper de fem Julemærkehjem hvert år ca. 1.000 børn med at få smilet tilbage.