I dag træder en række coronarestriktioner i kraft
Søndag morgen klokken 8.00 træder en række nye restriktioner i kraft. Få det store overblik lige her.
Statsminister Mette Frederiksen (S) varslede på fredagens pressemøde en række restriktioner, der efter alt at dømme ville træde i kraft søndag morgen. I timerne efter pressemødet i Statsministeriet blev det da også endegyldigt besluttet i Epidemiudvalget – med et bredt politisk flertal – at der endnu engang var brug for en række nye coronarestriktioner.
Målet er stadigvæk at holde så store dele af samfundet åbent som muligt. Det slog Mette Frederiksen fast på pressemødet.
Statsministeren understregede dog også, smitten ikke må få lov til at »løbe løbsk.«
Mette Frederiksen pointerede desuden, at restriktionerne især ville ramme kulturlivet:
»Det, vi foreslår i dag, vil desværre ramme kulturlivet, og det smerter mig. I har i forvejen været igennem en svær tid. I lever af at samle os danskere, lige nu har vi behov for i Danmark at dæmpe aktiviteten. Vi skal begrænse vores personlige kontakter,« lød det.
På pressemødet var meldingen fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, også klar:
»Hvad har ændret sig? Det har Omikron. Derfor skal vi reducere antallet af kontakter i samfundet: Derfor indeholder vores anbefalinger (fra epidemikommissionen, red.), at man lukker situationer, lokaler og andre steder, hvor der er risiko for superspreder-begivenheder,« sagde Brostrøm på en dag, hvor et rekordhøjt smittetal havde rundet mere end 11.000 smittetilfælde.
Overblik: Disse restriktioner træder i kraft
Fra søndag klokken 8.00 træder en lang række restriktioner altså i kraft.
Herunder kan du få det store overblik (kilde: coronasmitte.dk):
Myndighederne melder desuden på coronasmitte.dk, at der ikke vil blive indført konkrete restriktioner i forhold til julen.
Men på grund af den seneste tids stigning i smittetallene lyder anbefalingen trods alt, at man ikke mødes mange mennesker sammen – og at man kun ses med den nærmeste familie.
Dertil lyder opfordringen fra myndighederne, at man bliver vaccineret eller revaccineret med det tredje stik hurtigst muligt.
På Aarhus Kommunes Facebook-side melder kommunen bl.a., at alle forældre og besøgende i dagtilbud, skoler og fritidstilbud skal bære mundbind eller visir. Det samme gælder besøgende på Borgerservice og biblioteker samt i forenings- og idrætslokaler.
Besøgende i fællesområder på plejehjem og lokalcentre skal også bruge mundbind eller visir, skriver Kommunen i et Facebook-opslag.
»Samtidig har medarbejdere ret til at bære visir. Sammen med flere tests og gode corona-vaner skal det være med til at bringe smitten ned,« skriver Aarhus Kommune.
Opdateres ...