Få de vigtigste meldinger fra dagens pressemøde
Tirsdag eftermiddag holdt Børne- og Undervisningsministeriet pressemøde om rammerne for børnenes tilbagevenden til skolerne efter juleferien.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) tog ordet som den første på tirsdagens pressemøde.
Her lagde ministeren ud med at slå fast, at det stadigvæk er planen, at børnene skal tilbage i skolerne den 5. januar. Men samtidig understregede Pernille Rosenkrantz-Theil, at der ikke var »nagelfaste garantier« for, at det ikke ville ændre sig i løbet af juleferien.
»Som tingene ser ud lige nu, så er der nok en enkelt eller to, der tænker: “Kan vi nu også være sikre på det?” Og det er fuldstændig rigtigt … Vi kan ikke udstede nagelfaste garantier under en pandemi. Men til forskel fra sidste år, hvor en lang nedlukning var nødvendig, så står vi i en anden situation i år,« lød det fra Børne- og undervisningsministeren, der tilføjede, at forberedelserne i forhold til en genåbning af folkeskolerne i januar trods alt er i fuld gang.
»Vi er midt i udrulningen af corona vacciner – også for skolebørnene. Og det gør bare en kæmpe forskel, at vi har de her vacciner, i forhold til sidste år,« fortsatte Pernille Rosenkrantz-Theil.
Testes to gange ugentligt
Derefter kunne Pernille Rosenkrantz-Theil berette om en række nye anbefalinger, som skal sikre en mere sikker skolestart efter juleferien. Børne- og undervisningsministeren kom bl.a. med en kraftig opfordring til at lade børnene vaccinere, så smitten kan nedbringes.
»Det kan ikke understreges nok. Vaccinerne er det vigtigste værn mod de problemer, som udbredt smitte medfører,« lød det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.
Alle elever fra og med 1. klasse samt medarbejdere på grundskolerne skal efter juleferien testes to gange om ugen. Et krav, der gælder uanset om eleverne er vaccineret eller tidligere smittet, lød det på pressemødet.
Der vil som udgangspunkt være mulighed for gratis selvtest. Selvtests, som kan afhentes på skolerne. Dertil bad børne- og undervisningsministeren forældrene om at følge med på Aula, i forhold til hvornår disse tests kan afhentes.
Efter juleferien indføres der desuden krav om mundbind eller visir for både forældre og besøgende på skolerne.
Endeligt kom børne- og undervisningsministeren med en række opfordringer til skolerne; bl.a. til at aflyse større arrangementer, mens undervisningen helst fremover skal foregå i stamklasserne.
Fællesskabet er grundstenen
Kontorchef for Børn, Unge og Folkeskole i Kommunernes Landsforening (KL), Peter Pannula Toft, understregede på pressemødet vigtigheden af, at børnene kan vende trygt tilbage til skolerne den 5. januar.
»Det skal ske på en måde, der er tryg – både for eleverne, forældrene, lærerne, pædagogerne og skolelederne. Fællesskabet i skolen med kammeraterne og de voksne er grundstenen for vores hverdag. Derfor er det godt, at der arbejdes for, at alle kan vende tilbage i skole den 5. januar,« sagde Peter Pannula Toft, der samtidig slog fast, at kommunerne bakkede op om samtlige tiltag, som børne- og undervisningsministeren netop havde fremlagt.
Kommunerne er derfor allerede ved at forberede børnenes tilbagevenden.
Kontorchefen fortalte desuden, at det i høj grad kommer til at handle om god hygiejne med fokus på afspritning samt fokus på, hvordan undervisningen i stamklasserne kan foregå bedst.
Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, var den næste i talerrækken. Og vicedirektøren understregede, at både børn og forældre kan opnå en mere normal hverdag, hvis man lader sig vaccinere.
»Ved at øge immuniteten gennem vaccination kan man lægge en dæmper på smitten blandt børnene og dermed opnå en mere normal hverdag,« lød det fra Helene Probst.
Vicedirektøren understregede, at man dermed kan undgå, at børnene ender med at videregive smitten til forældre og bedsteforældre.
Samtidig er vaccinen med til at beskytte børnene mod et mere alvorlig forløb med covid-19.
Helene Probst kunne dertil berette, at det går fremad med vaccination af børnene.
218.000 mellem 12 og 15 år er enten blevet vaccineret eller har booket en tid til vaccination ‒ det svarer til cirka 80 procent af hele målgruppen.
Af børn mellem fem og 11 år er 172.000 enten blevet vaccineret første gang eller har booket tid til vaccination ‒ det svarer til cirka 40 procent.
Nye anbefalinger for nære kontakter
Helene Probst udnyttede derefter muligheden for at uddybe Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger om nære kontakter.
»Hvis man har smitte i familien, så skal hele familien gå i selvisolation. Og derefter skal man testes på dag fire og seks. Alle andre betragtes som øvrige kontakter,« lød det.
Så hvis man derimod har været udsat for smitte i skolen, betragtes man altså ikke som nærkontakt. Og derfor skal man ikke selvisolere sig, men blot testes.
»På den måde kan man fortsætte med en mere normal hverdag,« lød det fra Helene Probst.