Ole Bollesen er ikke alene om farvel
Syddjurs borgmesteren har 19 andre borgmesterkolleger, der enten allerede er stoppet eller gør det ved årets udgang
Når Syddjurs borgmester Ole Bollesen til næste årsskifte pakker sit borgmesterkontor ned og afleverer nøglen til sin afløser, er han ikke den eneste borgmester i landet, der takker af.
Altinget.dk har kunnet tælle til 20 borgmestre, der ikke genopstillet ved kommunalvalget 16. november.
Flere er allerede stoppet af forskellige årsager, men Syddjurs borgmesteren tager det sidste år og har aldrig haft planer om at stoppe før tid, selvom dåbsattesten viser, at han fylder 71 næste gang.
Onde tunger har tidligere spekuleret i, at Ole Bollesen ville takke af inden sidste fløjt og give sin afløser som spidskandidat på Socialdemokratiets liste, Michael Stegger Jensen, mulighed for at høste erfaring og brande sig selv.
Sådanne planer har Ole Bollesen nu aldrig haft på trods af, at han sidste år ved denne tid meddelte, at han ikke genopstillede, har han flere gange understreget overfor Lokalavisen.
Skyldes ikke Wistoft
I den aftale, der blev lavet på valgnatten i november 2017, fik daværende Venstre borgmester Claus Wistoft indskrevet, at han var nummer to i kongerækken, hvis Ole Bollesen af en eller anden grund måtte forlade borgmesterposten i løbet af den kommende byrådsperiode.
Claus Wistoft måtte skuffende for ham selv rykke en tand nedad rangstigen til hvervet som 1. viceborgmester.
Han havde dog åndsnærværelse nok til at få indskrevet følgende i konstitueringsaftalen:
”Hvis borgmesterens forfald nødvendiggør omkonstituering, erklærer partierne bag denne aftale at være enige om, at borgmesterposten skal besættes af første viceborgmester”.
Da Lokalavisen senere konfronterede Claus Wistoft med denne særlige passus i aftalen, lød svaret:
”I en forhandlingssituation tager man selvfølgelig, hvad man kan få.”
Vel vidende, at formuleringen ikke havde for to øre juridisk bindende indhold, men muligvis moralsk.
Det er dog heller ikke ordlyden i aftalen, der får Bollesen til at sidde tiden ud. Han har selvfølgeligt et ansvar overfor de vælgere, der har peget på ham, er simpelthen bare glad for sit job og nyder lige nu, at Syddjurs økonomien er tilbage i bedre form end på samme tidspunkt sidste år.