Rønde: Netto kickstarter med ny indretning og nye farver
Konkurrencens om kundernes gunst er benhård i dagligvarebranchen. Også i Rønde, hvor hele fire dagligvarebutikker kæmper om markedet
Rønde har fire dagligvarebutikker: Meny, Fakta, franchisekæden Rema 1000 og Netto. Alle fire appellerer til Rønde By med tilhørende opland, når der skal købes mælk, kød, wc-papir og andre dagligvarer.
I efteråret 2020 kom Rema 1000 til, og nu er det snart Nettos tur til at give den gas.
Ny indretning, nye farver, færre spot-varer og et større fokus på frugt og grønt og nemme måltider er kernen i det koncept, der skal løfte butiksoplevelsen i landets største detailkæde Netto, der er en del af Salling Group, som er 100 procent ejet af Salling Fondene.
Salling Fondene ejer bl.a. også: Føtex, Bilka, Salling Stormagasinerne, Internet butikken Wupti, samt Skagen Food og derudover også har franchise på Starbucks og Carl’s Jr.
Det er målsætningen, at samtlige Netto-butikker inden for de næste fem år skal renoveres og forvandles, så de står klar med det nye koncept. Netto investerer en milliard i nye butikker.
Det bliver derfor en anderledes Netto butik i Rønde, som borgerne vil møde, når de fra 18. februar, går på indkøb i deres lokale Netto.
”Vi har ganske enkelt revitaliseret hele vores butikskoncept, som har fået en gennemgribende makeover. Kernen i vores nye koncept vil stadig være det, som man som kunder kender: Nemlig gode varer til de bedste priser. Men med vores nye koncept vil vi i endnu højere grad gerne skabe butikker, som det er rart at være i for kunder og medarbejdere,” udtaler Michael Løve, direktør i Netto, i en pressemeddelelse.
Scan&Go
En af de ting, der skal gøre det nemmere at handle i den nye butik, er Scan&Go, hvor man via sin smartphone selv scanner og betaler sine varer mens man køber ind. Man skal blot downloade app’en og registrere sig, og så er man i gang. Det er nemt og hurtigt, og man slipper for at stå i kø ved kassen.
Butikschefen i den nye Netto-butik er Henriette Henneberg.
Hun udtaler:
”Vi vil gerne skabe fremtidens discountbutik med afsæt i en mere rolig butik, der er kendetegnet ved et stærkt sortiment af kvalitetsvarer til discountpriser og stor friskhed. Vi vil i endnu højere grad indrette butikken efter kundernes efterspørgsel, som går mod markante frugt- og grønt-afdelinger, convenience og en enkel og nem navigering i butikken.”
Nettos nye butik i Rønde er en af i alt 68 butikker, som Netto enten bygger eller renoverer i 2021.
Nettos historie strækker sig helt tilbage til 1981 hvor den første butik så dagens lys i Vanløse.
FAKTA
Den nye Netto-butik vil adskille sig fra en typisk Netto-butik i kraft af:
En særlig og større sektion med convenience-varer (Varer, der skal gøre madlavningen lettere), som findes i forlængelse af frugt- og grøntafdelingen
Ny placering til de kendte Spot-varer, som alt efter varetype vil blive placeret nær det faste sortiment af tilsvarende varer
Mere plads til køl- og frost med plads til præsentation af det ferske kød
Nyt inventar, med en skandinavisk look-and feel-fornemmelse. Eksempelvis med trælook i frugt- og grøntafdelingen
Nye farver på inventar og væg, hvor den klassiske gule Netto-farve også har fået en opdatering
Justeringer i facadeskiltningen, hvor den gule foliering ikke er en del af vinduerne i butikken – så der kommer meget dagslys ind i butikken
Indretningen i butikken er lavet, så kunderne nemt kan navigere rundt. Udover frugt og grønt vil også convenience, fersk kød og en lang række andre varer blive fremhævet, så kundens indkøbsoplevelse og indkøbsflow forbedres
Scan&Go med egen udgangs-gate
Ændret belysning i butikken, hvor varerne vil være i fokus