Fortsæt til indhold

Spørring Kirke sat i stand for 7,5 millioner kroner

Kirken fra 1100-tallet har fået en ordentlig overhaling, som især kan ses indenfor.

Samfund

Siden midten af 1950’erne har kirken i Spørring set ud som flere landsbykirker med forældede varmesystem og triste farver. Men efter en længere restaurering er middelalderkirken i den nordlige del af Aarhus Kommune gjort fremtidsklar.

Planen har været at få bedre rammer til at holde forskellige gudstjenester og aktiviteter ved at skabe et mere enkelt og sammenhængende æstetisk udtryk, som fremhæver kirkens historie.

»Som historiker synes jeg, det har været meget spændende. Man kan mærke historiens vingesus nu. For otte år siden begyndte vi at kigge på vores udtjente varmesystemet, hvor man brændte sine ben på rørene om vinteren, og så greb det om sig,« fortæller Louise Højbjerg Jacobsen og nævner, at der også er kommet nyt gulv og nye bænke i kirken, nyt lydanlæg, ny belysning samt ikke mindst restaurering af de historiske og bevaringsværdige loftshvælv med kalkmalerier.

Hun er tidligere menighedsrådsformand i Spørring Sogn, hvor hun har boet i tretten år og har siddet i renoveringsudvalg med nuværende menighedsrådsformand Thorkild Qvist Frandsen og kirkeværge Poul Erik Hørning Jensen.

Louise Højbjerg Jacobsen var med til at sætte den langstrakte proces i gang for otte år siden, og det skyldes, at der skulle mange aktører ind over arkitekter, udbudsrunde samt en kongelig bygningsinspektør, fordi der er tale om kulturarv.

Solgte præstegårdsjord

»Istandsættelse har i alt kostet 7,5 millioner kroner. De 5,5 millioner kroner er bevilliget af Aarhus Nordre Provsti. De resterende to millioner kroner har sognet selv lagt i form af en opsparing, sognet har haft stående efter solgt præstegårdsjord,« forklarer Louise Højbjerg Jacobsen.

Den tungeste post er restaurering af de historiske og bevaringsværdige loftshvælv med kalkmalerier fra 1400-tallets sidste årti af samme type som i Aarhus Domkirkes søndre sideskib og under biskop Niels Clausen. Hans våbenskjold er i kirkens loft lige som i mange andre østjyske kirke og også i domkirken.

Restaureringen af hvælvene er blevet frisket op og har fået nye farver. Det har kostet 800.000 kroner.

Restaureringen af hvælvene har kostet 800.000 kroner.

Den foreløbige modtagelse af den ’nye’ kirke har ifølge Louise Højbjerg Jacobsen været positiv.

»Vi har været spændte på, hvad folk synes om farvesætningen og det samlede indtryk, og mit indtryk er, at folk virkelige er glade for det. Vi er kommet overens med det gamle på en moderne måde, « siger hun og retter en særlig tak til Aarhus Nordre Provsti og provst Esben Thusgård samt Aarhus Stift i form af økonomisk grundlag for renoveringen, rådgivning og opmuntring.

Foto: Lone Dybdal Jensen