Ny kommunaldirektør næsten mutters alene
Rasmus Møller havde første arbejdsdag i Syddjurs Kommune mandag på et næsten tomt rådhus
Personalet stod ikke linet op på rad og række, da Rasmus Møller, ny kommunaldirektør i Syddjurs fra årsskiftet, mandag morgen dukkede op på rådhuset i Ebeltoft til sin første arbejdsdag.
Borgmester Ole Bollesen (S) var dog mødt op på kontoret, og det samme var resten af direktionen plus sekretariatschefen.
”Rasmus Møller ønskede selv at møde op fysisk i stedet for at sidde derhjemme og arbejde. Det har jeg naturligvis stor forståelse og respekt for, selv om situationen er meget speciel,” siger Ole Bollesen.
Hovedparten af de mange ansatte på rådhusene i Ebeltoft og Hornslet arbejder hjemmefra grundet corona-situationen, og sådan vil det være frem til 17. januar, hvor alle er klogere på, om de nuværende restriktioner skærpes eller forlænges.
”Parkeringspladsen foran rådhuset i Ebeltoft er næsten tom, fordi stort set alt er lukket ned,” fortæller borgmesteren.
Der var forberedt et større introduktionsprogram til den nye kommunaldirektør, men det er af gode grunde svært at gennemføre i sin helhed.
Mandag havde Rasmus Møller sit første møde med kommunens koncernledelse (direktion og afdelingschefer), men det foregik digitalt, og sådan bliver det også i de kommende uger.
Det samme bliver tilfældet, når Rasmus Møller debuterer som sidemand til borgmesteren på januar måneds byrådsmøde onsdag 27. januar.
”Vi havde vores første gruppemøde i Socialdemokratiet i søndags, og det foregik også via en skærm. Det er træls for alle parter, at det skal være sådan, men vi skal selvfølgelig tage vores forholdsregler, så der er ikke andet at gøre,” siger Ole Bollesen, der glæder sig over, at Syddjurs Kommune starter vaccinationerne af beboere og personale på plejecentrene i denne uge.