Fortsæt til indhold

Gave: To toptunede elcykler til Strandbakkehuset

Repræsentanter fra Lions Mols var forbi de nye børne- og ungehospice i sidste uge med en donation i form af to elcykler af fineste kvalitet

Samfund

Strandbakkehuset, det nye og arkitektonisk meget smukke børne- og ungehospice, er nu klar til at tage imod de første familier.

Sikkert på grund af corona-situationen står de fire lejligheder fortsat tomme, men ledende sygeplejerske Lisbeth Refshauge Højer har en forventning om, at der flytter en familie ind i denne uge.

”Det er en svær situation lige nu, fordi vi alle naturligvis er stærkt påvirkede af pandemien og de stigende smittetal, men vi er fortrøstningsfulde og klar til at byde de første familier velkomne,” siger Lisbeth Refshauge Højer.

Hun og projektkoordinator Rikke Nichols er sikre på, at der vil være en indkøringsperiode, før Strandbakkehuset, som ifølge begge er meget smukt og funktionelt indrettet, vil blive efterspurgt af målgruppen.

Målgruppen er børn og unge i alderen 0-18 år med livsbegrænsende og livstruende sygdom med komplekse symptomer, der kræver en specialiseret palliativ indsats enten i løbet af sygdomsforløbet eller i den afsluttende fase.

Tilbuddet vil være målrettet barnet/den unge med sygdom og hele familien og deres samlede behov i forbindelse med enten et symptomlindrende ophold, et aflastende ophold eller et ophold til livets afslutning.

Grundet pandemien har det ikke været muligt at afholde en officiel indvielse og præsentere indholdet af det smukke byggeri for offentligheden.

Flot gave på to hjul

I sidste uge var repræsentanter fra Lions Mols forbi Strandbakkehuset med en flot donation i form af to spritnye elcykler leveret af LP Cykler og Maskiner I/S, Ebeltoft.

President Egon Madsen og kasserer Thomas Brøgger overbragte den fine og toptunede gave til Lisbeth Refshauge Højer og Rikke Nichols.

”Cyklerne vil helt sikkert blive brugt meget af familierne i Strandbakkehuset til at køre en tur ud i landskabet, når et par stykker trænger til at komme lidt væk for at få frisk luft eller se sig om i landskabet,” takkede Lisbeth Refshauge Højer .

President Egon Madsen lovede, at blev der problemer med cyklerne, stod Lindy Stig Sørensen fra LP Cykler og Maskiner I/S klar til at hjælpe eller reparere.