Fortsæt til indhold

COVID-19: Norddjurs overhaler Syddjurs i statistikken

Norddjurs har nu for første gang, siden pandemien slog rod i Danmark, flere antal registreret smittede siden 27. januar 2020 end Syddjurs

Samfund

En markant overhaling er vi vidne til onsdag 16. december 2020: Norddjurs har nu for første gang, siden pandemien slog rod i Danmark, flere antal registreret smittede siden 27. januar 2020 end Syddjurs. I Syddjurs er det 327, i Norddjurs 334.

En markering af, at antallet af coronasmittede borgere i Norddjurs er steget markant de seneste uger. En ’Positivprocent’ på 4,71 de seneste syv dage mod 2,25 i Syddjurs fortæller, hvor meget epidemien har fat i Norddjurs sammenlignet med nabokommunen.

Onsdagens opgørelse fra Statens Seruminstitut viser 3.692 nye smittetilfælde de sidste 24 timer på landsplan.

493 indlagte på et hospital, heraf 40 på en intensivafdeling og 14 nye dødsfald siden i går, fortæller, at pandemien har fået fat for alvor igen i Danmark.

Med til historien hører naturligvis også, at der bliver testet i et omfang som slår foråret 2020 med flere længder.

De 3.692 nye borgere, der er konstateret cornasmittet baserer sig på 113.286 prøver. Det giver en smitteprocent på 3,26.

Smittetallet i Norddjurs fortsætter den opadstigende kurve med 122 (111 - tirsdag) registreret smittede de seneste syv dage. Incidenstallet er nu på 329,6 (299,9 - tirsdag).

Tallet i Syddjurs ligger på 51 (47 - tirsdag). Incidenstallet er 118,9 (109,6 - tirsdag).

Incidens er antallet af nye smittetilfælde i befolkningen, og den måles ud fra, hvor mange tilfælde der er pr. 100.000 indbyggere.

2.591 Norddjurs borgere er blevet testet de seneste syv dage. ’Positivprocenten’ er 4,71 (4,53 - tirsdag).

’Positivprocenten’ viser, hvor stor en andel af coronaprøverne, der er positive.

’Positivprocenten’ siger noget om, hvor meget epidemien vokser i den enkelte kommune.

I Syddjurs er 2.270 borgere blevet testet de sidste syv dage. Her er ’Positivprocenten’ 2,25 (2,03 - tirsdag).

FAKTA

Antal registreret smittede i Østjylland de seneste syv dage. Tallet i parentes er ’Positivprocenten’:

Aarhus: 1.814 (4,88)

Norddjurs: 122 (4,71)

Randers: 352 (4,25)

Favrskov: 131 (3,62)

Horsens: 198 (3,48)

Skanderborg: 180 (3,30)

Hedensted: 76 (2,70)

Samsø: 7 (2,55)

Viborg: 162 (2,44)

Odder: 35 (2,34)

Syddjurs: 51 (2,25)

Silkeborg: 159 (2,19)